Rasmus Bredahl

Rasmus Bredahl

Kok & konsulent
Phone: +45 4138 0270
Email: rb@mannov.dk

Vi er en nation af ”gastro-depressive”

jan 16, 2017 By Rasmus Bredahl
Tags: fødevarer , forbrugere , sundhed , mad

Danskerne har en pudsig spisecyklus. I december spiser og drikker vi os fra sans og samling, i januar går vi på kur eller ”detoxer”, melder os ind i et fitnesscenter i to måneder for derefter at droppe ud igen. Det gentager vi så år efter år – måske vi skulle finde en sundere og mere balanceret rytme?

Oven på december måneds massive kalorieoverskud er de fleste godt klar over, at det ville være bedre og sundere med en langt mere balanceret tilgang til maden – selvom det vil udhule de mange endeløse artikler i diverse dame- og livstilsblade.

Vi er genetisk kodet til at søge mod fedt, sukker, salt og protein, som hjernen fortæller kroppen, at vi skal bruge for at overleve. Vores hjerne er skabt af mange tusind års evolution og er stadig den samme, som da vi var jægere og samlere.

Vi er designet til fødevaremangel, og ikke den fødevareoverflod vi eksponeres for hver dag. Derfor kæmper vi en kamp imod vores egen programmering, når vi er på kur. En kamp vi altid taber på længere sigt med deraf følgende selvhad, afmagt og bebrejdelse.

”39 % af alle kvinder i den vestlige verden er på en form for
diæt og bruger i gennemsnit 31 år af deres liv på kur.”

Kilde: Holly Baxter, journalist, The Guardian.

Jeg tror på, at man skal spise med omtanke. Stort set alle ved, i store træk, hvad der er sundt og usundt; spis meget grønt, frugt og fuldkorn. Bevæg dig, for eksempel ved at cykle på arbejde eller tage trapperne, og dyrk noget sport, du synes er sjovt – ikke noget du skal.

Tænk på hvad du spiser, og hvad du forbrænder som en vægtskål, hvor man kan putte lidt i begge sider for at skabe balance. Mad som alene spises for den næringsmæssige værdi holder ikke i længden!

Hvis den sunde mad bare er lækker nok, er det den vi vælger
Vi skal væk fra kun at kigge på kostens enkeltbestanddele og mere på måltidets kvalitet, smag og sociale aspekter. Det første af de danske kostråd opsummerer det fint: ”Spis varieret, ikke for meget og vær fysisk aktiv”.

Hvis man tilføjede ”og spis med omtanke” burde de fleste være med. Som ernæringseksperten Per Brændgaard skriver:

”Vi har brug for en kurs, ikke en kur.”

Ud over at Rasmus dagligt forkæler Mannovs medarbejdere med en fantastisk – og sund – frokost, er han også forfatter og har skrevet bogen "Neurogastronomi, hemmeligheden bag det perfekte måltid" sammen med journalist Nikolaj Buchardt. 

 

 


 

Comments
No comments yet. Be the first.