Jakob Wilms

Jakob Wilms

Konsulent (Barsel)
Phone: +45 2715 7075
Email: Jaw@mannov.dk

Vis lederskab på LinkedIn

jul 06, 2015 By Jakob Wilms
Tags: branding , sociale medier , linkedin

Du er allerede på LinkedIn. Men er din profil et statisk CV - eller udnytter du de muligheder, LinkedIn giver dig for at vise lederskab, aktivere dine netværk og styrke virksomhedens brand?

De digitale og sociale medier er den største kommunikationsmæssige forandring, der er sket gennem de seneste 30 år. Det går stærkt - og stærkere endnu. Nye medier og kanaler opstår og forsvinder igen. Nogle få bider sig fast og bliver giganter. Samtidig mister de traditionelle medier indflydelse og sådan vil det fortsætte. Ledelsens talerør er i stigende grad digitalt og socialt.

På Mannov oplever vi en voksende interesse fra ledere og virksomheder for at markere sig på de digitale og sociale medier. Vi opfordrer bestemt også kraftigt til det i vores rådgivning.

For ved at gøre en indsats på virksomhedens digitale platforme er du med til at tegne virksomheden. Du kan i højere grad påvirke og styre virksomhedens professionelle image, så kunder, konkurrenter, samarbejdspartnere – og tilfældigheder – ikke løber med dagsordenen.

Den digitale virkelighed stiller store krav til din parathed som leder, og det kræver professionalisme i din digitale færden at udnytte mulighederne og undgå fælderne.

Den første og vigtigste fælde, du skal undgå, er at fastholde, at digitale medier ikke er noget, du vil være en aktiv del af - at det vil du ikke bruge tid på eller følge levende med i. Som leder skal du ikke blot forstå de vigtigste tendenser og kanaler i den nye kommunikationsdagsorden. Du skal se dem som helt essentielle ledelsesredskaber til at kommunikere din virksomheds strategier og målsætninger og markere dig som leder.

Gør LinkedIn til et aktiv

LinkedIn er lige nu den mest relevante digitale platform for dig som leder. 1,7 mio. danskere er allerede på LinkedIn og mediet er i voldsom vækst, især i den private sektor. Det går stærkt lige nu med at opdage de muligheder, LinkedIn giver.

Helt grundlæggende giver LinkedIn faglig og ledelsesmæssig taletid. Du kan synliggøre din virksomhed for potentielle og eksisterende kunder og stakeholders - både generelt og specifikt til bestemte målgrupper. Du kan henvende dig til offentligheden, medarbejdere, interessenter, journalister og samarbejdspartnere.

Udfordringen for de fleste ledere er, at de ikke har fastlagt, hvordan de vil være til stede på LinkedIn. De ved heller ikke, hvad de gerne vil kommunikere eller hvordan de gør det. Derfor ender LinkedIn-profilen ofte som et statisk cv med enorm mængde af connections, som ligger passivt hen. Det er den anden fælde, du skal undgå.

Det er egentligt en smule paradoksalt, at det er sådan. Alle ledere ved godt, at et aktivt og frugtbart netværk er guld værd, men der er altså stadig en barriere omkring at netværke digitalt. Derfor skal du starte med at "aktivere" din profil og dit netværk og udnytte, at LinkedIn i dag er en dynamisk platform, hvor viden udveksles og hvor relationer udvælges og udbygges.

Når netværket går digitalt, kræver det naturligvis tid og indsigt at komme i gang med at høste fordelene. Men når du har prioriteret det, vil du kunne bygge dig en platform som du fleksibelt kan bruge som talerør på egne og virksomhedens vegne.

Long Posts er meget benyttet blandt internationale topledere til at iscenesætte sig selv som Thought Leader indenfor en bestemt niche. Long Posts er et fantastisk værktøj og en god måde at komme i gang på, skabe følgeskab og holde indsatsen ved lige. Og de kan handle om præcis det, der er vigtigt for dig at få kommunikeret.

Start med strategien

Den tredje fælde, du skal undgå, er at gå i gang uden et strategisk sigte. Det er vigtigt, at indsatsen på LinkedIn tager afsæt i virksomhedens generelle forretningsstrategi og i jeres digitale strategi.

Udstik rammerne og lav en plan for, hvordan virksomheden og ledelsen skal begå sig på LinkedIn. Topledelsen kan sætte kursen ved at kommunikere om værdier, visioner, trends i markedet eller andre spidskompetencer. Salgsledere kan have fokus på social selling og generering af nye leads, mens de tekniske ledere kan udvise teknisk ekspertise og knowhow osv. På den måde bruger I alle virksomhedens muskler og har større succes med at ramme plet hos målgrupperne.

Det handler på de store linjer om at udarbejde og eksekvere en LinkedIn-plan, som gør brug af hele ledelsens netværk og viden. For dig specifikt, handler det om, at du lægger din kommunikation i forlængelse af en gennemtænkt og forankret strategi - også hvis du er, eller gerne vil være, virksomhedens digitale frontløber.

Kontakt mig endelig direkte, hvis du og/eller din virksomhed vil i gang med at høste fordelene ved at vise lederskab på LinkedIn.

Comments
No comments yet. Be the first.