Ebbe Kristensen

Ebbe Kristensen

Senior Advisor & partner
Phone: +45 2965 0884
Email: ek@mannov.dk

Vinder fornuft over modediæter?

jan 28, 2016 By Ebbe Kristensen
Tags: fødevarer , sundhed , trends

Er ”fornuften” ved at tage over i mad- og sundhedsdebatten? Stort opsatte og dybtgående artikler fornyligt i blandt andet Politiken og Jyllands-Posten og en række faglige medier kunne tyde på det, da mange af de såkaldte modediæter (fx 5:2 kuren, LCHF og Stenalderkost) synes at være på tilbagetog – i hvert fald når man ser på bestsellerlisten over madbøger. Årsagen kan naturligvis også være, at de kure nu er indarbejdede, og der er blevet udviklet tilhørende ”kur-produkter”, der fås overalt i dagligvarehandlen.

Ordet ”modediæter” siger jo i sig selv, at det ikke er noget blivende, og en del tyder ifølge forlagsredaktører også på, at folk generelt søger mere dybtgående information.  Er det så en gave til mainstream fødevareindustrien, der så igen kan kommunikere faktuelt om lødig og alsidig kost i overensstemmelse med de officielle kostråd? Ikke nødvendigvis. Det drejer sig i høj grad om selviscenesættelse, når forbrugerne vælger mad, hvilket en stor analyse fra Landbrug & Fødevarer har vist, og hvor ordet ”storytelling” ligger snublende nært: Lokalt, små producenter, dansk, økologisk er de ord, der i øjeblikket er hotte i madkommunikation. Og den dag, det ligefrem bliver til vaner – 98 % af alle indkøb i supermarkeder er ifølge Coop vanevalg – så bliver det alvor.

To eksempler der er meget mere end mode, selvom det sundhedsmæssigt set kun har betydning for promiller af befolkningen, er laktose- og glutenfri produkter, som er ved at være en World Wide trend.  Det er gode eksempler på, hvordan nye bevægelser med meget simple budskaber (”fri for….”) har resulteret i udvikling af nye produkter, hvoraf mange også ligger i den fornuftige ende mht. dækningsbidrag.

Hold fast i grundfortællingen!

Det ”fornuftige” kan i manges øjne også blive kedeligt – og kompliceret. Det kan illustreres med det øgede fokus på grøntsager og grønsagsbaseret mad. Noget, de fleste nok mener kun er godt. Også klimamæssigt. Men, og der er et ernæringsmæssigt men, som lektor Thomas Meinert Larsen fra KU udtrykker over for Politiken: Hvis det stigende fokus på grøntsager fører til mindre indtag af forarbejdet kød som pølser og bacon, er det en fordel sundhedsmæssigt. Men hvis grønt erstatter de ferske kødudskæringer, er det ifølge Meinert bekymrende, fordi det kan skabe mangel på vigtige næringsstoffer – ikke mindst hos gravide. Og så begynder det jo at blive svært, når der skal kommunikeres enkelt: Skal vi spise kød, ja eller nej?

Dette fører frem til hele den grundlæggende debat om ”værdikæden” i kommunikationen, når fakta og følelser blandes sammen. Jo mere man ved, jo mere nuanceret udtaler man sig ofte og vice versa: Jo mindre man ved, jo mere klart og enkelt kan man kommunikere med god samvittighed – og det sidste er jo det, der slår igennem i brede kredse og medierne. Facebook ikke at forglemme.

Skal man så holde sig tilbage som virksomhed, når det nu tilsyneladende kan være så svært at manøvrere i forhold til de mange agendaer og strømninger? Absolut ikke – tværtimod er der et behov for hele tiden at udvikle kommunikationen og have så direkte en dialog som muligt med omverdenen. Og man bør være bevidst om, hvor man – og modtagerne – er i den kommunikationsmæssige værdikæde. Og først og fremmest holde fast i sin grundfortælling, så forbrugerne og andre interessenter altid ved, hvor de har virksomheden - modediæter eller ej. Og søg at undgå at imødegå følelser udelukkende med fakta…

 

**

Comments
No comments yet. Be the first.