Anders Mikkelsen

Anders Mikkelsen

Konsulent
Phone: +45 2715 7074
Email: ami@mannov.dk

Social Media buzz – Januar 2014

jan 21, 2014 By Anders Mikkelsen
Tags: sociale medier , facebook , twitter

I denne måned handler social media buzz om, hvordan de Vestaustralske myndigheder bruger Twitter som middel til at advare badegæster mod hajer. Jeg ser også nærmere på Facebooks nye pendant til Twitters Trending Topics.

Kan Twitter forebygge hajangreb?

Ved den vestaustralske kyst har man desværre oplevet en række hajangreb de seneste år. I 2013 var der 18 registrerede hajangreb, hvoraf to kostede menneskeliv. Den vestaustralske regering har kontinuerligt lagt hovedet i blød for at finde løsninger, og en af deres ideer er baseret på Twitter.

De seneste år har regeringen tagget mere end 300 hvidhajer, tigerhajer og tyrehajer. For at informere badegæster og surfere om sikkerhed og hajernes adfærd, har man samtidig åbnet Twitter-profilen Surf Life Saving WA, der via sendere ud for kysten, giver en melding, når en af de store hajer bevæger sig ind under 800 meter fra land. Hvis man følger denne Twitter-profil kan man få en opdatering som denne: ”Fisheries advise: tagged Tiger shark detected at Warnbro Sound receiver at 09:31:00 PM on 15-Jan-2014”.

På Twitter-profilen rapporterer de lokale livreddere også deres egne observationer. Blandt andet når de selv spotter en stor hvidhaj tæt på stranden.

Twitter vil næppe blive det middel, der får hajproblemerne til helt at høre op. Men kanalen tjener som en real-time måde til at blive klogere på hajernes adfærd, og i nogle tilfælde kan den betyde, at badegæster som ellers var hoppet i hajbesøgt vand, bliver på land, når en stor haj er i området. Hvis man er rigtig pessimistisk, kan man dog også frygte, at nogle badegæster får en falsk sikkerhed ved at gå i vandet, som de ellers ikke ville have fået. For det er jo kun en brøkdel af de store hajer, der rent faktisk er tagget, og dermed bliver ”fanget” af senderne.

Facebook klar med deres egen version af Trending Topics

Den glimrende engelske marketing-blog Marketing Magazine beretter, at Facebook har lanceret deres egen version af Trending Topics i en række lande. De nordiske lande har ikke fået disse topics endnu, men mon ikke det vil ske i løbet af 2014, hvis tiltaget bliver en succes. For brugere der ikke er på Twitter, er Trending Topics en række emneord, som Twitter bemærker, bliver brugt meget lige i øjeblikket. På Twitter har den enkelte bruger mulighed for at trykke på disse trends, og se en række tweets om, hvad der bliver skrevet om emnet lige nu. Det er denne feature, som altså nu er kommet til Facebook.

For at give et konkret eksempel kan man forestille sig, at Facebook registrerer, at dine venner og de sider du følger, taler meget om EM-håndbold. Derfor giver Facebook dig mulighed for at trykke på et trending topic, der hedder ”EM-håndbold”. Når du trykker får du adgang til at se alle de aktuelle indlæg om emnet fra venner og sider, du følger. Der vil også være indlæg fra sider og berømtheder, du ikke følger, men disse vil ikke være så højt prioriteret som dem fra dit netværk.

Månedens inspiration

Overvågningsplatformen Overskrift.dk har sat tal på, hvordan de mere end 200.000 danske Twitter-profiler, har ageret i 2013. Deres beregninger viser, at Twitter-folket lavet mere end 27 millioner tweets, og brugt ca. 875.000 forskellige hastags. De mest brugte hashtag er #mtvhottest, der blev anvendt af MTV som hashtag i en Twitter-baseret sommenkonkurrence, og #dkpol som er det foretrukne hashtag, hvis man tweeter om dansk politik.

Den ”sociale” app Whisper har fået en del buzz efter Politiken bragte en artikel om mediet den 11 januar. På Whisper kan vi brugere anonymt dele vores inderste tanker med en række andre brugere. Jeg har downloadet den, men synes ærligt talt ikke der er meget sjov ved den – endnu ihvertfald. Hvis man laver en opdatering er det Whisper selv, der foreslår et billede, og news feed´et ligner derfor mest af alt et katalog fra en udbyder af stock photos.

App´en vil dog gå rent ind hos brugere med hang til selvmedlidenhed. Hvis man laver en opdatering, om et problem man har, kan man nemt få en masse sympatitilkendegivelser og føle sig lidt mindre alene med sin hemmelighed. Måske bliver man endda klar over, at mange andre mennesker har det som en selv.


 

Comments
No comments yet. Be the first.