Anders Mikkelsen

Anders Mikkelsen

Konsulent
Phone: +45 2715 7074
Email: ami@mannov.dk

SMS - en truet kommunikationsform?

maj 06, 2013 By Anders Mikkelsen
Tags: forbrugere , finans , dagligdags kommunikation

Den klassiske SMS er truet fra flere sider, og chat-apps tager over. Hvorfor er SMS´en ikke længere den foretrukne kommunikationsform på mobilen, og hvad erstatter kommunikationen herfra?

For ti år siden fik jeg min første mobiltelefon. Det var en Nokia 2210, og fra første dag SMS´ede jeg helt uhæmmet til venner og familie. Jeg havde et mobilabonnement, der betød, at jeg for cirka 300 kroner om måneden havde fri sms. Dengang var en SMS jo noget man betalte for.

Spol frem til i dag. SMS´er bør vi ikke længere betale for i Danmark, for hvorfor skulle vi? Det koster telefonselskaberne et stort fedt nul at sende en af slagsen. De mest fremsynede af selskaberne er da også gået væk fra præmissen om, at fri SMS er noget man skal betale et fast beløb for. Det er klogt af dem. På trods af denne udvikling er andre kommunikationsformer dog ved at trænge sig på, og med smartphonens indtog går SMS´en som kommunikationsform en stormfuld tid i møde.

50 milliarder beskeder via chat apps – hver dag!

Financial Times har netop fået foretaget en international undersøgelse om SMS´er og chat-apps. Undersøgelsen, der er lavet af konsulenthuset Informa, viser, at der på verdensplan blev afsendt 17.6 milliarder SMS´er hver dag sidste år. Til sammenligning blev der sendt 19 milliarder beskeder via chat apps, der dermed ”vandt” målt i volumen.
Kan det så tænkes at SMS´en er ved at uddø? Måske i Danmark, men ikke på globalt plan. De sidste tre somre har jeg været i Sierra Leone i Vestafrika, og her har jeg med egne øjne oplevet, hvordan almindelige mobiltelefoner går sejrsgang over hele landet. Det samme gør SMS´er. Hos os er billedet dog et andet. Med indtoget af smartphones, har vi nemlig fået en perfekt platform til chat-apps og andre messaging-former.

SMS er den kedelige og kortfattede tante

Hvorfor er SMS´en truet i Danmark? Jo, når alt kommer til alt, er den jo bare gammeldags og ved at blive overhalet af mere levende og interessante kommunikationsformer, hvor der aldrig er tvivl om betalingsstruktur (det skal være gratis). Der er ingen tvivl om, at Facebook Messenger og iMessage har taget over for mange brugere, hvor de før ville have sendt en klassisk SMS. Blandt de helt unge er et medie som Snapchat, vokset kraftigt over det sidste års tid. Endelig er en app som WhatsApp hastigt på vej fremad i USA, og mon ikke den slår igennem i Danmark i år også. Og der er selvfølgelig mange flere.

Gør det nogen forskel for os?

Når alt kommer til alt, nej. Vi kommunikerer på nye måder, fordi vi har lyst. Om det er en SMS eller en app betyder ikke det store. Budskabet skal nok komme frem, selvom det enkelte medies indretning selvfølgelig vil påvirke beskedens form i mindre grad. App´ernes fremkomst er værre for de telefonselskaber, der stadig bruger SMS´er som et argument for en højere regning. Informas undersøgelser viser da også at europæiske teleoperatører, f.eks. i Spanien, har kraftigt dalende indtægter fra SMS´er.
 

Comments
No comments yet. Be the first.