Jakob Wilms

Jakob Wilms

Konsulent (Barsel)
Phone: +45 2715 7075
Email: Jaw@mannov.dk

Rasmus Seebach og Medina – Popkunstnere og markedsføringseksperter

sep 27, 2013 By Jakob Wilms
Tags: branding , sociale medier , web

Jeg synes at kunne iagttage at et par enkelte danske popkunstnere er begyndt at skabe en vis distance til de resterende. Denne distance skyldes ikke nødvendigvis kun musikalsk talent og nye eller anderledes toner, men også en bevidst mobilisering af medier og fanskare på et helt nyt niveau. Et niveau der er inspireret af forbilleder fra popkunstens moderland. Et niveau der ikke tidligere er set i Danmark.

Medina og Rasmus Seebach:

Ovennævnte navne er næppe ukendte for de fleste musikalsk interesserede danskere, og det er der en musikalsk grund til, meeen... hvis vi nu skal være helt ærlige, så er disse to kunstnere også dygtige til en anden ting, hvor de iscenesætter sig selv langt mere markant end deres mange andre dygtige kollegaer. De disker op med spændende og involverende kommunikation og content, hvilket har en afgørende betydning for deres eksistens året rundt på alt fra sociale medier, officielle websites og til store nyhedssites som bt.dk og eb.dk.

Det er nemlig her, deres fordel ligger – de har et gangbart musikalsk produkt (hvilket mange har) – men de formidler deres kunstnerhistorier effektivt og strategisk gennem en række velovervejede digitale kommunikationskanaler.

Det hurtige overblik:

En hurtig research på Seebach og Medina viser, hvilke digitale kommunikationskanaler de bruger. Nogle kanaler skaber et direkte cash-flow, andre skaber opmærksomhed, men det er med salg for øje gennem digital brandopbygning.

Alle viste features er "næsten gratis" allemandseje, men at lykkes med dem kræver en forståelse af de digitale kommunikationskanaler. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvor historierne præsenteres, og hvordan disse historier bliver linket med andre kanaler. Lad os se nærmere på to relativt aktuelle eksempler på kommerciel og strategisk brug af digitale kommunikations kanaler.

Rasmus Seebachs teenagepiger

Bt.dk bragte d. 9/9 en ganske banal artikel med tilknyttet YouTube-klip, hvor man ser Rasmus Seebach overraske to teenagefans.

En sådan historie bringer bt.dk jo ikke, fordi Rasmus Seebachs management har sendt den til dem og bedt dem bringe den. Nej, man må gå ud fra, at Seebach eller hans folk har været strategiske i deres brug af digitale kommunikations-kanaler. Videoen havde i hvert fald 30.000 views på YouTube før bt.dk kom til, og den var også postet på Facebook-fansiden, ligesom den også var at finde på Twitter. Billeder af fanmødet var at finde på Instagram, og historien var kommunikeret ud via Seebachs officielle hjemmeside. Lad os blot konstatere, at der var et solidt fundament bag historien.

Bt.dk bragte selvfølgelig indslaget, fordi historien var velserveret og verificeret af en stor brugerflade - en brugerflade som helt sikkert blev vildt glade for at se den blive bragt i et nationalt medie og derfor repostede den, så folk som mig igen skulle få den kastet i hovedet på min Facebook-wall. Og indrømmet, jeg faldt i og trykkede på den endnu en gang. Det var jo en sød og sjov historie, som igen blev præsenteret lige foran min lange næse, og jeg skulle jo bare rykke musen og klikke en gang.

Og bum... Rasmus Seebach har for alvor neglet sig fast i min bevidsthed uanset min musiksmag og lur mig, om jeg ikke tjekker det næste videoindslag om Rasmus’ barndom eller seksuelle orientering, hvis den lander for min næse - og som han forstår at bruge de digitale kanaler, så gør den jo det. Og lur mig igen, om jeg ikke ender med at tilføje et nummer eller to til min gratis Spotify-tjeneste, som han tjener penge på? 

The winner is…

Vinderen her er selvfølgelig Rasmus Seebach for de mange kliks opnået gennem reposten til bt.dk, samt de direkte kliks fra bt.dk der holdt historien i live i næsten fem dage på deres første side. Der ligger bestemt en pose royaltees, som kan hentes hos Spotify og iTunes, når dagen er omme, da videoen indtil videre er set over 80.000 gange, og lur mig igen-igen, om den ikke blot var et af flere elementer i en overordnet digital strategi. Godt strategisk arbejde!

Medinas private feriefotos

Enhver buskgemt og storsvedende paparazzis drøm bliver til virkelighed, når bikinibilleder fra den eksklusive kæresteferie er helt close-up og klar til de danske og svenske tabloidblade i morgen. Men men men, fotofyren bliver bevidst taget ud af ligningen, da Medina selvfølgelig selv publicerer badedragtsbillederne i øjenhøjde på Instagram efterfulgt af en Facebook-deling, fulgt op af en uddybende blog fra ferien, som er interlinket med den officielle hjemmeside og en række Twitter-updates.

Både bt.dk og eb.dk og andre medier hopper på historien, hvor de viser hendes billeder og ”researcher” i hendes forskellige udtalelser om billederne, hvorefter de sammensætter en artikel/billedserie baseret på Medinas præferencer.

I hendes agurketid mellem tours og udgivelse lykkedes det hende at få fokus – fordi hun tilrettelægger en historie på en række platforme, som på komplimenterende vis skaber enorm spredning, hvilket blot verificerer historien for de landsdækkende medier, som tager den til sig og giver spredningen endnu et boost. Ikke dumt.

Den hurtige lære:

Ovenstående er gode eksempler på kunstnere, som bruger nogle populære digitale kommunikationskanaler på fremragende vis. Det handler ikke om at være på alle de digitale kommunikationskanaler. Det handler heller ikke nødvendigvis om at dele intime historier og billeder – det handler om at forstå de digitale kommunikationskanaler og bruge dem strategisk og velovervejet, så de bliver værdiskabende. Og lur mig en sidste gang, om ikke det almene erhvervsliv vil tage dette til sig i langt højere grad de næste par år. Der er jo en fornuftig grund til, at de digitale kanaler og medier er ved at sprænges i uger op til en produktlancering hos Apple. 

Comments
No comments yet. Be the first.