Claes Meldal

Claes Meldal

Konsulent
Phone: +45 2715 7091
Email: clm@mannov.dk

Når chefen er racist

maj 02, 2014 By Claes Meldal
Tags: sport , krisekommunikation

Du er på toppen af din karriere og har et par ekstremt vigtige uger foran dig på jobbet. Men hvordan ville du reagere, hvis det pludselig blev afsløret, at din chef er glødende racist? Og hvad nu, hvis du selv tilhørte den involverede minoritetsgruppe?

En af de absolut vigtigste grundpiller inden for krisehåndtering er forberedelse. Hvis du forbereder dig godt på potentielle kriser i din virksomhed, har du gode kort på hånden til at kunne inddæmme krisen, når den rammer. Du har styr på nøglebudskaber, talspersoner og alle interessenters agendaer, hvilket gør det lettere at ride stormen af.

Utilgiveligt angreb

Der findes dog også kriser, som er nærmest umulige at forudse og dermed imødegå. Sådan en krise ramte det amerikanske NBA-basketballhold Los Angeles Clippers for fire dage siden. Holdet er spået gode chancer for at kunne vinde NBA-titlen i år, og de har for nylig taget hul på slutspillet, hvor fårene virkelig bliver skilt fra bukkene.

Spillerne fik dog hurtigt andre ting at tænke på, da det kom frem, at holdets ejer – den 80-årige ejendomsmilliardær Donald Sterling – havde leveret et groft angreb på afroamerikanere på en hemmelig lydoptagelse.

Og med groft mener jeg utilgiveligt groft. Som når man siger følgende til sin latinamerikanske elskerinde/personlige assistent V. Stiviano: “Du kan gå i seng med [sorte], du kan tage dem med hjem, du kan gøre, hvad du vil. Det eneste, jeg beder dig om, er, at du ikke lægger det på [Instagram]... og ikke tager dem med til mine kampe.”

Lynchstemning

Lydoptagelsen afslørede adskillige andre racistiske Sterling-citater, hvor han fører sig frem som en plantageejer med et totalt forstokket menneskesyn. Her fornærmer han blandt andet basketball-legenden Magic Johnson og flere andre kendte afroamerikanere.

Ikke overraskende eksploderede hele USA i retfærdig harme, da optagelsen blev offentliggjort. Der var – i overført betydning – lynchstemning i NBA, og forvirringen var total. Hvad skulle der ske? Kunne Clippers overhovedet fortsætte med at spille basketball i den aktuelle situation?

For spillerne i L.A. Clippers var situationen ekstra penibel. 12 ud af 14 af spillerne er sorte, og de har en sort træner. De skulle spille en vigtig slutspilskamp på udebane mod Golden State Warriors allerede dagen efter, og deres fokus var alle andre steder end på kampen. Flere af dem havde faktisk ikke lyst til at spille den. Muligheden for en boykot var afgjort til stede.

Anføreren tager ansvar

L.A. Clippers’ anfører Chris Paul – en af verdens bedste basketballspillere og en eftertænksom, intelligent mand – tog teten og kaldte spillerne sammen. Alle spillerne var enige om, at de meget nødig ville stille op for en klub, der ejes af en åbenlys racist som Donald Sterling. Han var i forvejen ikke nogen populær ejer, og efter at lydoptagelsen kom frem, væmmedes mange af spillerne ved at være på hans lønningsliste. Desuden er deres succes tæt forbundet med Sterlings succes, og det scenarie bekom dem ikke vel.

Der var dog flere vigtige aktører inde i billedet, som spillerne skulle tage højde for. For eksempel klubbens millioner af fans over hele verden, de millioner af tilskuere til søndagskampen, sponsorerne, store tv-aftaler, klubbens øvrige organisation samt eventuelle juridiske konsekvenser ved at misligholde deres kontraktlige forpligtelser.

Opvarmning med klart budskab

Clippers valgte at stille op til den vigtige kamp mod Golden State Warriors søndag eftermiddag. I stedet for at boykotte kampen viste de deres foragt for Donald Sterling ved at vende vrangen ud på deres opvarmningstrøjer for at skjule Clippers-logoet. Desuden bar alle Clippers-spillere sorte svedebånd og strømper under kampen.

NBA-fansene reagerede ikke overraskende med massiv fordømmelse af Donald Sterling, hvilket gav anledning til en del spøjse happenings på tribunerne.

Clippers tabte dog kampen klart, og det var tydeligt, at holdet var distraheret. Og efter kampen blev der kastet nyt brænde på bålet. Et væld af prominente afroamerikanere – inklusive en vis hr. Obama – lagde et hårdt tryk på NBA via medierne og forlangte, at ligaen skred hurtigt og hårdt ind og tildelte Donald Sterling en passende straf, som sendte et stærkt signal om, at racisme ikke accepteres i NBA.

Hammeren faldt fra NBAs kommissær Adam Silver allerede dagen efter. Donald Sterling fik forbud mod at overvære NBA-kampe resten af sit liv, og han blev idømt en bøde på intet mindre end 2,5 millioner dollar. Derudover vil NBA lægge pres på de øvrige 29 holdejere for at få dem til at stemme for, at Donald Sterling skal tvinges til at sælge L.A. Clippers. Silver fik stor ros for sin hurtige indgriben og kontante strafudmåling, og NBA kunne så småt begynde at koncentrere sig om basketball igen.

Fremragende håndteret af Clippers

Som højtprofilerede stjerner i sportsindustrien gjorde Clippers-spillerne det helt rigtige i situationen. De valgte at fokusere på deres egen målsætning om at vinde en NBA-titel for dem selv og for deres fans – alle andre i Clippers-familien end Donald Sterling. Samtidig fik de markeret, at de ikke vil acceptere racistiske synspunkter som dem, Sterling gav udtryk for, og det behøvede de ikke en boykot til at signalere.

Alle var i forvejen imod Donald Sterling. Det var ikke nødvendigt for spillerne at foretage sig meget andet end at gøre opmærksom på, at de var vrede og utilfredse – og det behøvede man i forvejen ikke den store ledvogtereksamen for at regne ud, at de var. The show must go on. Jo hurtigere NBA kunne komme til at handle om basketball igen, jo bedre. Både Clippers-spillerne og Adam Silver gav deres vigtige bidrag til, at sagen kunne blive lukket hurtigst muligt. Nu udestår kun et kommende salg af Clippers til en eller flere nye ejere.

Og Donald Sterling selv? Han har ikke mælet et ord i medierne siden i lørdags, da lydoptagelsen blev offentliggjort. Højst ukarakteristisk for en mand, der synes at have så meget på hjerte.

Comments
No comments yet. Be the first.