Steffen Lüders

Steffen Lüders

Bestyrelsesmedlem
Phone: +45 2672 8050
Email: sl@mannov.dk

Hvornår skal bestyrelsen på banen i forhold til pressen?

okt 22, 2015 By Steffen Lüders
Tags: kommunikation , strategisk kommunikation , bestyrelseskommunikation

Vi ser en klart øget interesse for bestyrelser og bestyrelsesarbejde i disse år. Søgelyset rettes oftere mod bestyrelseslokalet, ikke mindst ved større udfordringer eller kriser. Bestyrelsesformænd er mere i medierne end tidligere.

Man kan måske få det indtryk, at det derfor er best practice at bestyrelser skal være meget mere synlige og mere kommunikerende. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet.

Den problematik har vi skrevet dybere om i samarbejde med Børsen Ledelse. Og her kommer hovedpointen, som vi ser den:

Det vigtigste er, at der etableres klare retningslinjer for bestyrelsens og direktionens kommunikation, som eksekveres konsekvent over tid. Det handler med andre ord om at træffe et valg om en kommunikationspolitik og holde sig til den.

Bestyrelsen skal definere sin kommunikationsrolle

En bestyrelses opgave er først og fremmest at forestå den overordnede ledelse og sikre ansættelsen af en kvalificeret daglig ledelse. Når bestyrelsen kommunikerer, er det derfor traditionelt et signal til omverdenen om, at der nu sker noget, der ligger ud over den daglige drift og den fastlagte strategi. Det sagte, vil blive tolket af omverdenen, som et udtryk for tillid eller mistillid til den daglige ledelse.

Nogle bestyrelsesformænd og eksperter vil på den baggrund argumentere for, at en bestyrelse med en tilbagetrukket rolle, har større gennemslagskraft ved kun at træde frem, når det gælder. Mens en meget synlig og kommunikerende bestyrelse risikerer at udvande vigtigheden af sin kommunikation og skabe unødig uklarhed omkring strategi og direktionens ledelsesduelighed.

Andre vil se den meget synlige og meget kommunikerende bestyrelse som et positivt bidrag til at styrke både forretning og image - og måske som signal om en bagvedliggende kontinuitet hos virksomheden eller organisationen.

Det er så absolut også åbent for fortolkning, hvordan en sådan kommunikationspolitik for bestyrelsen praktiseres bedst i det daglige. Det vil kunne variere betydeligt fra virksomhed til virksomhed og fra bestyrelsesformand til bestyrelsesformand - og stadig fungere fint.

Et pejlemærke for en kommunikationspolitik

Som pejlemærke er det dog fornuftigt for de fleste virksomheder og organisationer at holde sig til den grundlæggende ansvarsfordeling mellem bestyrelse og direktion.  

Kommunikation om virksomhedens daglige drift og strategi kommunikeres bedst af direktionen, mens ejerskabsforhold, sammensætning af direktionen og ansættelse (og afskedigelse) af den administrerende direktør – samt den helt overordnede strategi er et bestyrelsesanliggende at varetage og dermed også at kommunikere. Derfra kan der skrues op eller ned for kommunikationen, som det ønskes.

------------------------------------------------------

Vi har, som inspiration, sammensat nedenstående eksempler, der operationaliserer dette pejlemærke yderligere.

1:

Situation: Generalforsamlinger, årsdage eller lignende begivenheder.

Bestyrelsens opgave: Kommunikere resultater, forventninger og øvrige emner. Vise ansvar overfor ejerne.

Risiko/mulighed: Sædvanligvis en god lejlighed for bestyrelsen til at udstikke en retning og adressere de vigtigste temaer for virksomheden, uden at det udtrykker mistillid til ledelsen. 

2:

Situation: Afskedigelse og ansættelse af ny administrerende direktør.

Bestyrelsens opgave: Skabe afklaring, ro og retning for virksomheden.

Risiko/mulighed: En meget vigtig platform for bestyrelsesformanden, hvor der er stor risiko/mulighed afhængigt af situationen og dygtigheden til at håndtere det rigtigt.

3:

Situation: Opbakning til den eksisterende ledelse.

Bestyrelsens opgave: At skabe tillid til ledelsen, dens mandat og den retning virksomheden udvikler sig.

Risiko/mulighed: Kan være nødvendigt i særlige situationer, men kan også være et selvmål, hvis det sker for tit eller med forkert timing. 

4:

Situation: Ved markante ændringer i ejerskabet eller ved M&A’s.

Bestyrelsens opgave: Formidle overblik over ejerskabets sammensætning, motivation og planer.

Risiko/mulighed: Bestyrelsen skal huske at overveje, hvem der er de vigtigste interessenter for kommunikationen.

5:

Situation: Ved større kriser.

Bestyrelsens opgave: Demonstrere beslutningskraft og vise engagement og ansvarlighed overfor situationen og de berørte.

Risiko/mulighed: Sker som supplement og opbakning til ledelsens kommunikation. Vær opmærksom på kun at gå på banen ved de kriser, som virkelig kræver det.

Du kan læse hele artiklen hos Børsen Ledelse på: http://ledelse.borsen.dk/artikel/1/312295/hvor_synlig_skal_bestyrelsen_vaere.html

Comments
Add Comment

Name:Daniel Johansen
Website:https://board.dk/bestyrelsesuddannelse/
Spændende artikel.
Vi uddanner selv bestyrelsesmedlemmer til at tackle sådanne situationer. Vi anbefaler altid fores kursister at være synlige både før, under og efter alle situationer du nævner. Der er bare sket et stort skift siden finanskrisen.

Vh. Daniel
https://board.dk/bestyrelsesuddannelse/

Posted on 1/9/17 1:59 PM.

Post Reply Top