Anne Reinholdt

Anne Reinholdt

Direktør for Consumer PR & Partner
Phone: +45 2715 7067
Email: ar@mannov.dk

Fødevarer hitter i medierne

feb 09, 2015 By Anne Reinholdt
Tags: fødevarer , content marketing , kommunikation , mannov nyheder , consumer pr

Mannovs årlige analyse af mediernes omtale af fødevarehistorier er netop afsluttet, og konklusionen er klar: Fødevarer kom for alvor på mediernes agenda sidste år. I de fire uger vi monitorerede dagspressens omtale af fødevarehistorier, var antallet af historier om fødevarer steget mere end 400 %, sammenlignet med samme periode i 2013. Analysen bekræfter således den oplevelse, vi har haft – nemlig at det er længe siden, at fødevarehistorier har fyldt så meget i mediebilledet som i dag.

Mad er populært og ikke kun på middagsbordet. Fødevarer er et emne, vi forbrugere er meget interesserede i at følge med i. Denne tendens afspejles i høj grad i mængden af spalteplads, der bliver dedikeret historier om fødevarer.

I løbet af fire uger fra november til december bragte den nationale dagspresse i alt 663 artikler om fødevarerelaterede emner. Det er en stigning på over 400 %, sammenlignet med samme periode i 2013. Analysen viser samtidig, at det især er onlinemedierne, der står bag størstedelen af medieomtalen – hele 66 % i de fire uger.

Appetit på debat

I analysen kan vi blandt andet se, at antallet af kilder er steget. Politikere, eksperter, organisationer og industrien kommer alle på banen, når fødevarer er til debat.

Spørgsmålet er naturligvis: Hvad ligger der bag denne markante udvikling? Var der særlige emner på medieagendaen i netop disse uger – eller er det en tendens? Der er ingen tvivl om, at fødevarerelaterede emner er populære. Fødevarer og især problemer med fødevarer er relevant for os alle, og vi klikker på artiklerne, når medierne sætter fokus på skandaler, men også når vi får gode råd eller ny viden fra forskningsprojekter.

CEOs og CSR i spalterne

Analysen viser, at erhvervsrelaterede historier fortsat udgør den største kategori blandt artiklerne, ligesom artikler med gode råd og ”nyt studie viser”-historier også fylder godt i mediebilledet. Desuden har nyheder vinklet på en fødevare- og forbrugertendens også stor gennemslagskraft i medierne. I 2014 var blandt andre madspild og fødevarerelaterede shitstorms populære emner.

Et andet meget omtalt emne i 2014 var problemer med fødevaresikkerhed, og analysen viser, at listeria fortsat er på agendaen i slutningen af året. Samtidig bekræfter analysen, at kun de virkelig innovative eller meget kendte produktnyheder får spalteplads, selv i de forbrugerorienterede medier.

Ingredienser i en succesfuld mediehistorie

Mediernes interesse for fødevarehistorier er således stor, men det betyder ikke, at fødevareindustrien har fået carte blanche til dagspressen. Tværtimod kræver det den rette vinkel, den rette timing og en målrettet pressestrategi for at nå igennem redaktionernes nåleøje. 

Om Mannovs analyse af dagspressens fødevarehistorier

Periode: 11. november til 8. december

Kilder: 7 nationale printmedier og 12 nationale onlinemedier

Comments
No comments yet. Be the first.