Kim Ege Møller

Kim Ege Møller

Chefkonsulent for Corporate Communication
Phone: +45 2715 7098
Email: kem@mannov.dk

DRs politiske klapjagt på Novo Nordisk

jun 17, 2013 By Kim Ege Møller
Tags: journalister , medier , kommunikation

Uden nogen som helst form for dokumentation lykkedes det i sidste uge DR at udråbe en af Danmarks største virksomheder som bevidst skattesnyder. I udsendelsen bruger man fire ’eksperter’ – hvoraf i hvert fald de tre nu viser sig slet ikke at være skatteeksperter og i øvrigt ikke forholder sig til selve sagen. Så kan det virkelig passe, at Novo Nordisk skylder staten det, der svarer til to operaer? Næppe!

Det var tophistorien sidste uge i TV-Avisen Søndag og i en del aviser i de følgende dage. TV-Avisen havde fået fingre i en hemmeligstemplet rapport fra SKAT, der angiveligt viser, at Novo bevidst har snydt statskassen for hele 5,5 mia. kroner. Det gigantiske beløb stammer fra salget af tre patenter til Novo Nordisks datterselskab i Schweiz. Men salget er sket for op til 11 år siden, så der er på ingen måde tale om en ny sag, og i øvrigt omtalte DR sagen allerede i februar, hvor Novo Nordisk faktisk gav et begavet svar. Se her!

Men den slags er naturligvis glemt i juni, hvor TV-Avisen alene bygger sin påstand på den hemmelige rapport fra SKAT. I rapporten hævder SKAT, at salget af de tre patenter er sat 6,8 mia. kroner for lavt. Dermed har Novo Nordisk ifølge SKAT gjort sig skyldig i ’Transfer Pricing’ - en skatteundragelsesmodel der i disse år undersøges og følges intenst af både danske og internationale skattefolk. På mange måder ligner sagen mod Novo Nordisk de sager, som SKAT kører mod Intel og Microsoft – som jeg har skrevet om her.

Eksperter der ikke er eksperter

Kernen i sagen må være, hvordan man skal beregne værdien af et patent. Uden at gøre mig selv til skatteekspert, er det ikke svært at forestille sig, at dette ikke er nogen helt enkel opgave. For kan man på salgstidspunktet vide noget om, hvilken værdi patentet senere vil udgøre? Novo Nordisk har tydeligvis valgt deres værdiansættelse – og SKAT er så ifølge den hemmelige rapport uenige. Det er der i sig selv ikke noget sensationelt i – det sker forholdsvist ofte, at en skatteyder og SKAT er uenige i en værdiansættelse og en regnemetode.

Det sensationelle er for det første den timing, historien lanceres med. SKAT er i disse dage under et gevaldigt pres efter en række kedelige sager, hvor SKATs sagsbehandling har vist sig at være særdeles hårdhændet - tilmed i sager som SKAT senere har tabt der, hvor skattesager bør afgøres, nemlig i retten. 

Det andet sensationelle er de fire uafhængige eksperter, som DR bruger til at agere dommere i sagen. To af dem er fra Schweiz og er slet ikke skatteeksperter. De er stiftere af organisationen ”The international tax justice network” - en aktivistisk organisation der, sympatisk nok, arbejder for bekæmpelse af skattesnyd. Men det gør dem ikke til eksperter, og i indslaget siger de kun noget om Transfer Pricing og patenthandel generelt, men intet om den aktuelle sag. De to danske eksperter var Lars Kiertzner og Anders Drejer, hvor man næppe vil beskylde Anders Drejer for at være revisions- eller skatteekspert. Heller ikke de danske eksperter kan da udtale sig om, hvorvidt Novo Nordisk virkelig bevidst har forsøgt at omgå skattereglerne i den aktuelle sag – men udtaler sig kun generelt om skat og virksomheder.

Endnu en lækagesag i SKAT

De fire er dog enige om, at Transfer Pricing er en forfærdelig grov skatteunddragelsesmetode, og at man skal slå hårdt ned, når det bliver opdaget. Men ingen af dem ved tydeligvis så meget om værdien af patenter, at de kan fastslå, at SKAT har ret, når de påstår, at Novo Nordisk bevidst har snydt de danske skatteydere for 5,5 mia. koner.

Tilbage står alene SKATs hemmelige rapport, der utvivlsomt er udarbejdet af en række dygtige og sympatiske skattefolk. Men selv nok så dygtige skattefolk kan ikke alene afsige en dom over en af Danmarks største virksomheder - hvis sagen ikke bliver løst, må dette gøres i en domstol.

SKATs særlige enhed, der undersøger Transfer Pricing, er i gang med at kulegrave en lang række tilsvarende sager. Indtil videre går det ikke imponerende stærkt med at få sagerne afsluttet. Til gengæld kan danskerne med jævne mellemrum – typisk når SKAT er presset i medierne – høre om, hvor stort et arbejde man gør for at afsløre de helt store skattesvindlere – en rolle som Novo Nordisk nu tydeligvis er blevet påført.

SKAT har nu politianmeldt sig selv for at få opklaret, hvem det dog er, der har lækket den hemmelige rapport til TV-avisen. Politiet skal altså undersøge, hvem der har haft en interesse i at give SKAT lidt positiv omtale i en tid, hvor det er tiltrængt. Jeg gætter på, at det går med opklaringen af den sag, som det går med afgørelsen af de øvrige Transfer Pricing-sager.  

Comments
No comments yet. Be the first.