Steffen Lüders

Steffen Lüders

Bestyrelsesmedlem
Phone: +45 2672 8050
Email: sl@mannov.dk

De største ofre for cykelsportens dopinghelvede er rytterne, der havde modet til at sige fra

feb 05, 2013 By Steffen Lüders
Tags: sport , medier

Det er bekendelsernes tid i cykelsporten. De sidste og mest ihærdige doping-benægtere kryber nu til korset og indrømmer systematisk og årelangt snyd. Sportskendere er ikke overraskede, cykeleksperter har vidst det længe, og den øvrige omverden er heller ikke grebet af den store forbavselse. Hvorfor? Jo, cykelsporten har mere end nogen anden udholdenhedssport været forbundet med præstationsfremmede stoffer helt tilbage fra før de to store verdenskrige. Og i de sidste årtier har den ene dopingskandale efter den anden i cykelsporten skabt overskrifter i verdenspressen. Så hvad er der egentlig af nyt i de seneste dopingindrømmelser, vil nogle måske berettiget spørge? Det nye er, at det nu står helt klart for alle – og ikke kun de indforståede - at hele den globale cykelelite må have været dopet under den ene eller anden form i de seneste årtier. Ellers ville det have været umuligt at opnå betydningsfulde sportslige resultater blandt andre udøvere, der havde en så markant biokemisk fordel.

Men hvis alle i et felt var dopet, har der så egentligt været tale om snyd, jf. Lance Amstrongs definition af snyd? Svaret må stå klart. Selvfølgelig var der tale om snyd, for reglerne blev klart overtrådt. Der var et skjult og meget afgørende konkurrenceparameter, der blev defineret af de respektive lægers evne til at mikse den rette medicinske cocktail i forhold til den enkelte rytter. Dermed kom cykelsporten ikke til kun at handle om at være den bedste og mest forberedte atlet, men om videnskab og dygtighed i forhold til at omgå reglerne og øge atletens præstation, uden at det blev opdaget. Nogle ryttere har sikkert dopet sig oftere og mere systematisk end andre.

For en ung rytter, der blev tilknyttet et professionelt cykelhold for første gang, så har det været et valg om enten at dope sig som alle andre eller opgive den karriere som professionel cykelrytter, som med al sandsynlighed har været det højeste og mest brændende ønske. Jeg vil ikke gøre mig til dommer over det valg, men blot tillade mig at spørge: Hvad ville du selv have gjort i den situation?

Så hvem er egentlig taberne i dette dopingcirkus?

Det er i hvert fald ikke medierne. De har fået masser at skrive om uanset hvad.

Det er heller ikke sponsorerne, som i de fleste tilfælde har fået den fornødne opmærksomhed uanset doping eller ej.

Det er heller ikke offentligheden, der har fået det ene spektakulære drama serveret efter det andet i de største cykelløb. Underholdningen har været i top. Hvad har man kunnet ønske sig mere?

Jeg mener, at de dopede ryttere hører til blandt taberne, fordi de aldrig vil komme til at vide, om de havde kunnet nå deres topresultater uden at snyde. En offentlig bodsgang kan se hård ud på TV, men forestil dig så at være personen selv og skulle udholde at være den, du er, når andre kan pege fingre af dig og din nærmeste familie, fordi du har snydt, og din karriere har været bygget på løgne. Når rytteren for længst er glemt, står mennesket tilbage nøgent foran spejlet.

Men de største tabere i dette dopinghelvede, der har været en essentiel del af cykelsporten i årtier, er først og fremmest de ryttere, der måtte tage en beslutning om, at dette ikke kunne være deres liv. Det er de ryttere, der frasagde sig den sport, som de holdt af, fordi de ikke ønskede at snyde og leve et liv baseret på bedrag. Hvis der er nogen, som er taberne i denne årtier lange dopingskandale, så er det de atleter, som aldrig fik mulighed for at komme til tops, fordi de ikke var villige til at betale snydeprisen for det. Ryttere, der havde rygraden til at erkende, at dette ikke var noget, de ville leve med. Det er de ukendte helte, som havde selvrespekt nok til at sige fra, og som ikke var villige til at betale prisen. De blev aldrig berømte. Vi ved ikke, hvor mange der er af dem, og det får vi nok aldrig at vide. Det er ærlige atleter som disse, der fortjener, at cykelsporten bliver gjort ren.
 

Comments
Add Comment

Flot artikel.
Man vil vel altid tænke at kunne man blive "Toscansk mester" på vand. Hvor langt kunne man så være nået hvis man havde ....... Ikke fordi jeg selv var blevet super atlet? Men andre var måske kommet frem i lyset.

Posted on 2/17/13 8:29 PM.

Post Reply Top