Kim Ege Møller

Kim Ege Møller

Chefkonsulent for Corporate Communication
Phone: +45 2715 7098
Email: kem@mannov.dk

Skal det være i 2015, du møder folket og politikerne på Folkemødet på Bornholm?

nov 13, 2014 By Kim Ege Møller

Skal din organisation eller virksomhed til Folkemødet 2015, er det allerede nu, de indledende manøvrer skal gøres. Folkemødet 2015 bliver endnu mere politiserende og debatterende og sandsynligvis også endnu større end de tidligere år. Så forberedelserne og forventningsafstemningerne skal være på plads – men så er der også masser af muligheder i Folkemødet.

Hvis din ambition er at promovere din virksomheds nye produkter og løsninger sammen med ministre og medier, skal du nok bare indrykke en annonce i stedet. Men hvis du gerne vil diskutere løsninger og politik med konkurrenter, fagfolk, politikere og en forfærdeligt masse mennesker – ja, så er der al mulig grund til at tage del i debatten på Folkemødet på Bornholm.

Hvis nogen tror, at Folkemødet bliver mindre politisk og mere kommercielt, må man tro om igen. Folkemødet 2015 bliver med al sandsynlighed mere politisk end nogensinde, ikke mindst fordi Folkemødet enten vil ligge kort tid inden eller efter det næste folketingsvalg. Folkemødet vil altså enten være præget af en række nyslåede ministre, der skal prøve deres holdninger og planer af over for de 90.000 gæster, eller også bliver Folkemødet en del af valgkampen. Sikkert er det, at temaerne, medierne og diskussionerne vil være præget af den politiske debat – og derfor vil denne også have betydning for din virksomheds deltagelse. Chancen for at være med til at påvirke den politiske debat har næppe været større på et Folkemøde.

Mannov har samlet fem gode råd til dig, der overvejer at deltage på Folkemødet 2015 – måske for første gang:

1.       Skal jeg have min egen stadeplads/telt?
Hvis du er hurtig, kan du søge om egen stadeplads på Folkemødet. Folkemødet handler først og fremmest om politisk dialog, og det er derfor først og fremmest de politiske partier og organisationer, samt alle interesse- og erhvervsorganisationerne, der får stader på Folkemødet.

Får man en stadeplads, er man forpligtet til at præsentere et politik-debatterende program i de ca. 25 officielle åbningstimer på Folkemødet. Det kræver rimelig massiv planlægning.

2.       Arranger din egen debat, eller deltag i andres?
Men mindre kan også gøre det. Er du hurtig, kan du leje dig ind i nogle af fællesteltene og skabe din egen debat – men husk, at den skal have et politiserende tema for at blive optaget i Folkemødets officielle program.

Med flere end 2.000 arrangementer er der formentlig også en hel del debatter eller møder, der er relevante for dig.

Folkemødet kan også være en bekostelig affære, også derfor kan det være en rigtig god idé at samarbejde med andre. Et samarbejde vil ikke kun munde ud i økonomiske fordele, det vil også åbne muligheden for at få sit budskab formidlet ud igennem flere platforme, kontekster og kanaler. Dog er det selvfølgelig vigtigt at finde nogle relevante samarbejdspartnere, som matcher ens interesser. 

3.       Tag dig god tid til at sætte dig ind i den politiske dagsorden.
Hvis man overhovedet skal have en chance for at udarbejde nogle velfungerende strategier, bør man hele tiden være up-to-date med, hvad der rører sig inden for politik. Hvor banalt det end lyder, så er ens strategiers udfald afhængig af ens politiske indsigt - jo større indsigt du har, jo større er chancen for at udarbejde nogle realistiske og ikke mindst skarpe strategier. 

4.      Beslut hvad din virksomhed gerne vil have ud af sin deltagelse på Folkemødet.
Jo mere bevidst du er om formålet over din tilstedeværelse, jo stærkere bliver dit budskab, og jo stærkere dit budskab er, jo større er chancen for at få en indflydelse på den politiske dagsorden. Hvis dit formål ikke indebærer et mål om at præge den politiske agenda, bør du nok bruge dine ressourcer på noget andet, da dit budskab ellers vil drukne i tunge politiske debatter. 

5.     Husk at nyde det
Folkemødet er den politiske Roskilde Festival. Der diskuteres alt fra forsvarsforlig til forholdene på plejehjemmet i Nørre Nebel. Det er næsten umuligt at bevare overblikket – så det mest givtige er at give sig selv fri og blot droppe ind i de debatter og møder, man synes er interessante.

Har du brug for hjælp med strategien, eller arrangementerne – så kontakt mig her.

Comments
No comments yet. Be the first.