Reinholdt Schultz

Reinholdt Schultz

Adm. direktør & Partner
Phone: +45 2672 8072
Email: rs@mannov.dk

Tillykke med de 60 år, Ebbe

sep 30, 2014 By Reinholdt Schultz
Tags: mannov medarbejdere , mannov nyheder

Ebbe startede Aarhus kontoret i 1999 og har været ansvarlig for Mannovs vestdanske satsning siden da. Ebbe blev dog allerede ansat i Mannov første gang i 1982, hvor han begyndte som juniorkonsulent kun syv år efter Mannovs grundlæggelse. Siden har Ebbe prøvet lidt af hvert inden for kommunikationsbranchen, hvilket har gjort Ebbe til den generalist, han er i dag. Men især ét område ligger Ebbes hjerte nært, og det er fødevareindustrien, hvor Ebbe har skabt flotte resultater for mange af Mannovs kunder. Efter min mening er Ebbe landets førende ekspert, når det kommer til kombinationen af fødevarer og corporate communications.

Ebbe er en rigtig frankofil, der elsker fransk mad og vine – og har en forkærlighed for vinsmagning. Det har dog endnu ikke vist sig at være relevant, men der er ingen tvivl om, at en fransk vinproducent vil være en drømmekunde for Ebbe. Jeg drikker ikke selv meget vin, men Ebbe og jeg deler en stor interesse for idræt og for fodbold. Her har den ellers snusfornuftige og velovervejede mand truffet et total uforståeligt og irrationelt valg – han holder som så mange andre Aarhusianere med AGF. Det har vi diskuteret mange gange igennem årene, men i anledningen af Ebbes 60-års fødselsdag vil jeg komme med den erkendelse, at jeg egentlig har ret stor respekt for, at Ebbe på trods af AGFs mange fiaskoer er loyal over for det lokale hold (dette siger jeg kun denne ene gang, Ebbe!!). 

En anden ting, som jeg har stor respekt for er, at Ebbe altid siger sin mening. Faktisk er han slet ikke i stand til at skjule, hvad han mener. Man ved altid, hvor man har Ebbe, og det kombineret med en stor faglighed har igennem alle årene været med til at gøre Ebbe til en værdifuld rådgiver og en respekteret kollega. 

Vi fejrer Ebbes 60-års fødselsdag den 7. oktober ved en reception, hvor vi også fejrer, at Thomas Peter Mandrup er blevet ny direktør i Mannov Aarhus. Læs mere om arrangementet her

Comments
No comments yet. Be the first.