Ebbe Kristensen

Ebbe Kristensen

Senior Advisor & partner
Phone: +45 2965 0884
Email: ek@mannov.dk

Når fødevarer bliver et koldkrigsvåben

aug 13, 2014 By Ebbe Kristensen
Tags: fødevarer

Gennem de seneste år er fødevareindustriens rammebetingelser i Danmark blevet forbedret, og eksporten har buldret frem - i hvert fald for de store koncerner. De jævnlige og til dels forudsigelige kriser, som fx tilfælde af mistanke om svinepest, listeria og diverse politiske udmeldinger, har trods alt kun været krusninger – hvor hårdt de ellers rammer på den korte bane – i det store billede, og vores omverden nyder godt af flæskesteg med enten mælk eller øl til.

Men når eksporten så rammes, forudsat at Rusland begynder at spille med musklerne, kommer virksomhederne også til at være med til at betale prisen for den linje, som EU og USA nu har valgt at følge udenrigspolitisk i forhold til krisen i Ukraine. Og selvom staten hjælper med nogle kroner, til de mindre eksportvirksomheder der rammes, kommer det til at koste på både top- og bundlinje og på antal medarbejdere.

BRIKS-landene (de fire BRIK lande + Sydafrika) har længe været udset til at være nogle af de helt store eksportmarkeder - også for fødevareindustrien. Men det knirker, væksten er ved at gå i stå, og også mht. Indien er der politiske forviklinger ift. Danmark. Igen fordi vi har stået fast på nogle elementære retssikkerhedsprincipper i forhold til en terrormistænkt dansker.

Kriseberedskab der for år tilbage mest var fokuseret på product recall, på grund af problemer med fødvaresikkerhed eller svindel (hestekødssagen), er i dag også mere end nogensinde blevet globalt og politisk fokuseret. Det gør det ikke lettere at etablere et effektivt kriseberedskab, men det er nu betydeligt mere nødvendigt at tænke globalt, end det har været tidligere - også ved beredskab.  I eksportstrategien kan en elementær risikovurdering (politisk/socialt) af enkelte lande være yderst hensigtsmæssig. Det hastigt stigende globale folketal er selvfølgelig et udtryk for et stort potentiale for eksport af fødevarer, men det rummer også store risici for ukontrollable politiske og sociale udviklinger.

Organisationerne herhjemme og de relevante ministerier og ambassader er naturligvis klar over dette. Men det er vigtigt for den enkelte virksomhed selv at tænke det ind i sin strategi og sit beredskab.

Comments
No comments yet. Be the first.