Kim Ege Møller

Kim Ege Møller

Chefkonsulent for Corporate Communication
Phone: +45 2715 7098
Email: kem@mannov.dk

Kritisabelt at holde Esbjerg hemmelig

jul 10, 2014 By Kim Ege Møller

Det var som at tisse i bukserne for at holde varmen, at Indenrigsministeriet og ombudsmanden hemmeligholdte navnet  på den Kommune, der tilsyneladende groft har ladet en familie forsumpe – trods massive advarsler.  Få timer gik der, før Esbjerg nu igen blev en kommune med en skandale.

En lille dreng på bare ni år blev i december 2012 indlagt med en promille på 2,57 i Esbjerg. Senere viser det sig, at kommunen gentagne gange har overhørt massive advarsler om omsorgssvigt i drengens hjem – uden at gøre noget. Historien kommer frem nu, efter at folketingets ombudsmand har rapporteret om dele af sagen, men samtidig valgte man – formentlig af hensyn til kommunen – at hemmeligholde kommunens navn.  Men den tjeneste rammer allerede nu kommunen som en boomerang, og der venter nu et par hårde måneder med massivt pres fra medierne.

Omsorgssvigt er – særligt når det som her går ud over børn og særligt, når der er tale om, at kommunen har siddet massive advarsler overhørigt – per definition godt journalistisk stof. Og journalisterne vil ikke bare kaste sig over sagen, men også kulegrave hele kommunen for at finde andre sager. Man vil tjekke procedurer og ansvar, og man vil jagte de politikere og embedsmænd, der, hvis historien holder vand, har ladet stå så meget til, som de foreløbige historier fortæller.

Og man må håbe, at kommunen har forberedt sig grundigt, for når stormen rammer, er man pisket til at være reaktiv – og så er chancen for at tage sagen i opløbet for længst strøget forbi. Det er her Esbjerg i øjeblikket befinder sig. Esbjerg Kommune skulle have droppet navneforbuddet og selv fortalt historien – på den måde var man blevet opfattet som proaktiv og derfor mere troværdig i udgangspunktet. Kommunen har forspildt muligheden for at fortælle, hvad de ville gøre for at komme til bunds i sagen og hvilke procedurer de ville ændre for at undgå en lignende situation i fremtiden – og står derfor tilbage i en fastlåst forsvarsposition.

Normalt nedlægges navneforbud for at beskytte enkeltpersoner i pressen, men nu ser vi, at det i særlige tilfælde også gælder kommuner. I tilfældet her er der selvfølgelig et hensyn at tage til familie og børn, men det betyder ikke, at kommunen også skal anonymiseres. Og det er under alle omstændigheder svært at se, hvad det skulle have hjulpet. På trods af sikkert udelukkende gode intentioner, har ombudsmanden – og senere pressen – gjort Esbjerg Kommune en kæmpe bjørnetjeneste. Anonymiseringen kom til at virke som en teaser – der i stedet skærpede interessen  frem mod afsløringen – og det har hverken hjulpet Esbjerg, borgerne, familien eller børnene.

Forberedelse af krisehåndtering

Der gik kun få timer før Esbjerg blev afsløret som den ’skyldige’ kommune, og der arbejdes forhåbentlig på højtryk for at forberede forklaringer, politiske standpunkter og klæde talspersoner på. Men der skal også et massivt stykke kommunikationsarbejde til en sådan sag, der skal kommunikeres både internt, eksternt og med pressen.

Og sagen betyder noget. Temmelig meget faktisk. Hvis ikke du tror Esbjerg Kommune, så spørg i Tønder, Rebild, Brønderslev og nogle af de andre byer, der gennem de sidste ti år er blevet ramt af denne type alvorlige kriser. Ikke bare kaster det en alvorlig skygge over byen, sager af denne karakter skader også byens image på lang sigt. Alt dette kunne sandsynligvis have været undgået, hvis kommunen havde været opgaven voksen og håndteret sagen proaktivt.

Comments
No comments yet. Be the first.