Lea Isabelle Jensen

Lea Isabelle Jensen

Erhvervspraktikant & fanfiktionforfatter

Fanfiction er det nye sort

mar 21, 2014 By Lea Isabelle Jensen

Har du nogensinde drømt om at være kærester med Justin Bieber? Eller drømmer du om at være til fest med One Direction. Nej, måske ikke, men det er der mange teenagere, der gør. Én af dem er Lea Isabelle Jensen, som går i 8. klasse på Aadalensskole i Frederikssund og er i en uges erhvervspraktik hos Mannov. Lea vil i dette blogindlæg fortælle om, hvorfor fanfiction er det nye sort og give et par gode råd til aspirerende fanfictionforfattere.

Mange fanfictionforfattere har flere læsere, end de største bestsellere har i Danmark. Der er dog ikke mange voksne, som kender til fanfiction, men genren er lige så stille ved at blive mere udbredt. Idéen bag fanfiction er, at hvis man går og dagdrømmer lidt om en kendt person, skriver man ”drømmen” ned, og så bliver det til en historie. Hvis man fx fantaserer om at være gift eller kærester med Justin Bieber, så skriver man om, hvordan forholdet med ham ville være.

Der er ikke udgivet bøger med fanfiction, og det eneste sted, hvor man finder genren, er på nettet.

Fanfiction herhjemme

Det største sted i Danmark, hvor man kan finde fanfiction, er på hjemmesiden movellas.dk. Det er gratis, og man kan skrive hvilken som helst genre, man har lyst til, uden at nogen ved, hvem man er i virkeligheden. Der er 12.000 brugere dagligt, og der er over 10.088 historier om fanfiction på movellas.dk. Hvis man kan lide en movella (som historierne på hjemmesiden bliver kaldt), så kan man enten tilføje forfatteren som favorit, eller man kan tilføje movellaen til sine favoritter, og så får man besked, når der kommer et nyt kapital. Den mest populære historie har 2.804 likes, er på 2.844 favoritlister og er blevet vist 275.273 gange.

Fanfiction er også den mest læste genre på movellas.dk, fordi den ikke kan læses andre steder. Det, der bliver skrevet flest movellaer om, er Justin Bieber (på movella.dk er der 1.878 historier om ham) og dem fra One Direction (på movella.dk er der 3.069 historier om dem). Men der findes også fanfiction om mindre kendte sangere og skuespillere.

Hvorfor er fanfiction så fedt?

Det, som adskiller denne genre fra andre, er, at den ikke bliver sendt til et forlag, og der bliver ikke rettet på noget i historien. Fanfiction er skrevet af teenagere, med deres eget sprog, nogle gange med små stavefejl, og alle som læser det, kan forstå det. Det, at det er forfatterens egne tanker, gør, at historierne bliver meget virkelige. På movellas.dk kan man også skrive historierne på engelsk, så dem fra udlandet også kan læse ens historie.

Historierne på movella.dk er inddelt i de tre farver grøn, gul og rød alt efter hvor gammel, man skal være for at læse dem. Når man opretter en profil hos movella.dk, oplyser man sin alder, så man kun kan læse de historier, der er egnet til ens aldersgruppe.

·         Grøn: alle kan læse den

·         Gul: der er anstødeligt indhold

·         Rød: man skal være 16+ for at læse den

Min fanfiction

Jeg elsker at skrive og læse fanfictionhistorier, fordi de er specielle og er skrevet af folk på min alder. Min passion for at skrive er en af grundene til, at jeg er i praktik her hos Mannov. Jeg har indtil videre kun skrevet én fanfictionhistorie, men jeg er sikker på, at der kommer flere. Du kan læse min historie her: Oh my Goodness

Hvis du har lyst til at læse andre gode fanfiction historier:

Double Trouble ✽One Direction

Geek Princess | 1D | (CM)

15 hours - One Direction

Gode råd til nye fanfictionforfattere

·         Skriv realistisk (så din historie ikke kommer over i fantasygenren)

·         Få styr på facts om den kendte sanger eller skuespiller

·         Lav en handlingslinje, før du begynder at skrive

·         Indtænk noget drama i historien fx et trekantsdrama

Måske skal du begynde at skrive fanfiction?

Comments
No comments yet. Be the first.