Claes Meldal

Claes Meldal

Konsulent
Phone: +45 2715 7091
Email: clm@mannov.dk

Var journalistisk selvmål skyld i selvmord?

mar 12, 2014 By Claes Meldal
Tags: kommunikation

Det yderst populære amerikanske sportswebsite Grantland bragte i januar en opsigtsvækkende og kringlet historie om Dr. Essay Anne Vanderbilt, en på overfladen succesrig forretningskvinde, der endte med at tage sit eget liv kort inden artiklens offentliggørelse. Bærer journalisten noget af skylden for selvmordet?

Freelancejournalisten Caleb Hannan vidste, at han var på sporet af en sand kioskbasker, da han opdagede en sensationel udvikling i sagen om den mystiske karrierekvinde Dr. Essay Anne Vanderbilt, også kaldet Dr. V. Få måneder senere – efter at Caleb Hannan havde haft en række kontroverser med Vanderbilt – tog Vanderbilt sit eget liv.

Var det Hannans skyld?

Overdrivelser og uoverensstemmelser

Caleb Hannan fik sportswebsitet Grantland med på artiklen, da Dr. V ejede firma Yar Golf, der solgte golfputtere med en helt særlig teknologi, som skulle give brugerne bedre resultater. Artiklen tog dog hurtigt en helt anden drejning, da Hannan opdagede en lang række overdrivelser og uoverensstemmelser i Dr. V’s fortid og borede dybere ned i sagen.

Hannan fandt nu ud af, at Dr. V havde en hemmelig fortid – som mand. Dr. Essay Anne Vanderbilt var i virkeligheden født som Stephen Krol.

Uimodståelig lækkerbisken

Den lækkerbisken var uimodståelig for Hannan, der flere gange kontaktede Dr. V for at konfrontere hende med sine opdagelser og gjorde hende opmærksom på, at han ville lade dem indgå i artiklen. Dr. V havde lige fra starten gjort det klart, at hun kun var interesseret i at tale om sit produkt og ikke om sin person.

Derfor reagerede hun meget skarpt på Hannans opdagelser og forsøgte at overtale ham til at undlade at udgive artiklen. Det afviste Hannan blankt. Det sidste, Hannan hørte fra Dr. V før hendes tragiske selvmord, var, at han ville begå en hate crime, hvis han offentliggjorde artiklen. Kort efter tømte Dr. V et glas sovepiller og lod den evige ro skylle ind over sig. Hannan udgav artiklen alligevel.

Fatal mangel på hensyn

Efter et par dage, hvor artiklen havde høstet overvejende rosende ord fra læserne, begyndte de kritiske røster at tordne mod Hannan – og mod Grantland, som havde tilladt udgivelsen af artiklen. Begge parter havde udvist en fatal mangel på hensyn over for en kvinde, der som transkønnet tilhører en ekstremt udsat minoritetsgruppe.

I transmiljøet er der én grundregel, som tages mere alvorligt end alle andre: man afslører ikke en transkønnet persons oprindelige køn mod dennes ønske. Kun personen selv har ret til at fortælle omverdenen om sin fortid.

Transkønnede er 26 gange så tilbøjelige til at forsøge selvmord som den øvrige befolkning, og helt op til 41 procent af denne minoritetsgruppe forsøger selvmord en eller flere gange i løbet af deres liv. Havde Caleb Hannan været opmærksom på dette, havde han muligvis set Dr. V’s vredesudbrud og kryptiske formuleringer om hate crimes i et helt nyt lys.

Når Hannan i stedet truede Dr. V med at afsløre hendes tidligere køn, kan det sagtens tænkes at have medvirket til, at Dr. V tyede til den ultimative nødløsning.

Hannan i flyverskjul

Adskillige harmdirrende artikler og blogindlæg om Hannans utilgivelige ufølsomhed fortrængte hurtigt de positive kommentarer rundt omkring på nettet. Caleb Hannan krøb hurtigt i flyverskjul og udtalte sig ikke til medier om artiklen, og Grantland var nødt til at skrive ikke bare en, men to beklagende artikler, hvor de lagde sig fladt på maven og undskyldte for deres ringe redaktionelle dømmekraft.

Hele forløbet omkring artiklen er et skoleeksempel på, at det ikke altid er nok at have sine fakta i orden som journalist. Du skal også være klar over, hvad afsløringen af disse fakta kan føre med sig for de involverede parter.

Hvad kan man lære?

Er der en kommunikationsmæssig lektie at lære fra den ulykkelige sag om Dr. V? Der er faktisk et par stykker efter min mening.

1) Hvis du er ved at skrive en tekst med et særligt sensitivt emne, så sørg altid for at få læst din tekst igennem af anderledes tænkende personer, der enten tilhører målgruppen eller den gruppe, der er i fokus i teksten.

2) Forsøg at sætte dig i “offerets” sted, og tænk over, om din tekst er 100 procent fair over for personen.

3) Selvom du står med en fantastisk historie, kan der sagtens være gode argumenter for, at den aldrig skal udgives.

Ingen vindere

Jeg tror ikke, at hverken Caleb Hannan eller Grantlands redaktører er dårlige mennesker. Det er der intet, der tyder på. Men de har gjort sig skyldige i manglende sensitivitet over for et medlem af en udsat minoritetsgruppe, der ofte ikke ønsker at bringe sig selv eller deres køn i fokus – og i dette tilfælde udtrykkeligt havde frabedt sig det.

Vi får aldrig at vide, om Caleb Hannans snagende stil var en medvirkende faktor til Dr. V’s tragiske selvmord. Det ligger dog fast, at der ikke er nogen vindere i denne sag. Dr. V er død, og både Hannan og Grantlands redaktører må leve med konsekvenserne af en tragedie, der – måske, måske ikke – kunne være forhindret.

Comments
No comments yet. Be the first.