Ebbe Kristensen

Ebbe Kristensen

Senior Advisor & partner
Phone: +45 2965 0884
Email: ek@mannov.dk

Nye udfordringer for fødevareindustrien

jan 14, 2014 By Ebbe Kristensen

Den positive udvikling i dansk fødevareindustri, herunder forbedrede rammebetingelser, et hastigt stigende globalt marked for fødevarer og forventet 25.000 nye arbejdspladser i de kommende år er i den grad et væksttegn i en branche, der altid har tjent milliarder hjem til Danmark. Når så The Ecomomist netop har beskrevet Danmark som en landbrugs-supermagt (hvor 30 millioner svin tæller mere end 5,5 mio. mennesker i den forbindelse) med flere globale brands og en stigende værdi af eksporten, kan det være svært at få armene ned.

Men måske begynder flaskehalsproblemer allerede at vise sig. 25.000 nye jobs kommer ikke ud af ingenting, og det bliver en stor kommunikationsmæssig udfordring for branchen at tiltrække den rette uddannede arbejdskraft, der også skal sikre den fortsatte innovation og kvalitet, der er nødvendig i den globale kamp. Allerede nu er kandidater i fødevareteknologi fra DTU meget efterspurgte, og i en tid, hvor ansøgerne vil kunne vælge og vrage, er der behov for, at fødevarevirksomhederne igen tænker i employer branding. Det gælder ikke mindst i de mindre og mellemstore virksomheder, hvor meget af innovationskraften ligger, men som ikke altid har en klar profil og et højt kendskab hos f.eks. potentielle medarbejdere.

Det tætte samarbejde mellem forskning, institutter og industri, som The Economist også roser Danmark for, vil også fremover være et bærende element i branchens fremgang. Og at få fortalt om mange af de positive samarbejder er en oplagt måde at markere sig på. Så selvom det internationale er i fokus nu, så er det stadig i stor udstrækning på hjemmemarkedet, at kampen om hjernerne skal vindes.

Lidt tal, der viser det globale marked, og som må få de fleste i fødevarebranchen til at slikke sig om munden: Antallet af mennesker i den globale middelklasse stiger ifølge OECD fra ca. 1,8 milliard i 2009 til næsten 5 milliarder i 2030. Og det er der, forbruget virkeligt kommer til at tonse af sted. Også her falder Europa lidt tilbage – fra at ville stå for godt 20 procent af middelklassen i 2020, vil denne andel falde til 14 procent i 2030. Og hvor Sydøstasien vil stå for to tredjedele!

Comments
No comments yet. Be the first.