Kim Ege Møller

Kim Ege Møller

Chefkonsulent for Corporate Communication
Phone: +45 2715 7098
Email: kem@mannov.dk

Små virksomheder – lave aktiekurser

okt 18, 2013 By Kim Ege Møller
Tags: mannov nyheder

Mens aktiekurserne for længst har nået fordums styrke for de allerstørste børsnoterede selskaber, kniber det stadig gevaldigt for de mindre og mellemstore. De mindre børsnoterede selskaber skal for alvor stramme sig an, hvis de vil i dialog med nye investorer.

For nogle var det nærmest en befrielse. Statsministerens åbningstale i Folketinget tidligere på ugen handlede stort set ikke om finanskrise, bankpakker og international stagnation - men om klassiske socialdemokratiske mærkesager. Finanskrisen er, om ikke ovre, så i hvert fald så meget under kontrol, at der ikke er grund til at tale meget mere om den.

De store virksomheder mærkede det for flere år siden. Væksten i både omsætning og resultat er tilbage, og aktiekursen har for længst indhentet det tabte, og for mange C20-virksomheder sætter aktiekurserne hver måned nye imponerende rekorder.

Stadig masser af potentiale i de mindre selskaber

Sådan er det bare ikke gået for de fleste mindre og mellemstore virksomheder – dem der på Nasdaq OMX er grupperet under SmallCap eller MidCap. For mange af dem er aktiekursen stagneret, og de er absolut ikke kommet ud af finanskrisen. For flere af disse virksomheder faktisk på trods af at underskud og omsætningsnedgang er erstattet af udemærkede resultater – alligevel er det mere end svært at få investorerne til at interessere sig for deres aktie.  

Det var ellers så nemt før krisen. Enhver med friværdi og pensionsopsparing og med respekt for sig selv havde en profil på Euroinvestor og handlede gerne og ofte. Der var aktiedebatter på nettet, og dagens vigtigste investeringsnyheder fik fyldig omtale i nyhedsmedierne. Og de hardcore private investorer gennemskuede snart, at de store og hurtige gevinster ikke lå i de store veletablerede selskaber, men blandt de mindre og ukendte virksomheder – der fra den ene dag til den anden kunne lave guld, hvis bare de fik lidt ekstra kapital.

Men finanskrisen var hård – særligt ved de små entreprenante investorer. Og en hel del af debattørerne og investorerne er væk – det samme er risikovilligheden for dem, der forsøger at investere pensionsformuen selv. Nu skal pengene investeres sikkert og langsigtet – og det bliver de nu engang bedst i de store selskaber. I dag bliver man nærmest fnysende forarget, hvis ens bank eller pensionsselskab vil investere i en mellemstor dansk it-virksomhed.

De mindre glemmer at kommunikere med deres potentielle investorer

Det er de færreste mindre og mellemstore børsnoterede virksomheder, der nogensinde har gjort noget alvorligt for at promovere og kommunikere deres aktie. Dels er der en masse børsetiske regler, der gør det svært at navigere over for potentielle investorer, men det kræver også en helt ny kommunikationsform, som mange mindre og mellemstore virksomheder ikke er vant til. For mange af dem er mantraet om, at ’den der lever stille, lever godt’, stadig bærende. Investorerne og aktionærerne bliver orienteret om resultaterne i kvartalsresultater, halvårsresultater og årsrapporter – at kommunikere mere, er både besværligt og tidskrævende.

Men når selv Danmarks største virksomheder holder market-days for nuværende og potentielle investorer, inviterer til virksomhedsbesøg, holder Q&A-sessions med IR-repræsentanterne, udbygger deres IR-sites, og laver særlige nyhedsbreve, er det et udtryk for, at de store selskaber ikke bare tiltrækker investorer og analytikere fordi de er store – de har også udviklet der evne til at kommunikere med dem. Investormarkedet har ændret sig enormt siden finanskrisen. Det skal vi være glade for. Markedet er professionaliseret, og kravene om information, indsigt og viden om planer og strategier er altafgørende for investormarkedet. Skal man agere i det marked, og ønsker man opmærksomhed om sin virksomhed og sin aktie, kræver det evnen og lysten til at stille den viden og indsigt til rådighed - og så kommunikere den. Det er lykkedes meget godt for de store – men for de mindre virksomheder kræver det tydeligvis stadig en kæmpe indsats.

Comments
No comments yet. Be the first.