Kim Ege Møller

Kim Ege Møller

Chefkonsulent for Corporate Communication
Phone: +45 2715 7098
Email: kem@mannov.dk

Den danske model trænger hårdt til en ansigtsløftning

apr 08, 2013 By Kim Ege Møller
Tags: politik

Hvis ’den danske model’ virkelig er så enestående god for det danske arbejdsmarked, hvorfor er vi så lige nu vidner til et paradenummer, der skader både elever, lærere og hele den danske folkeskole? Der er mindst tre grunde til at diskutere rammerne for ’danske model’.

Det sker, men det er sjældent. En politiker, en skoleleder, eller en anden debattør forvilder sig til at sige noget, der kan opfattes som en kritik af ’den danske model’. Og straks er fanden løs. For nylig blev en konservativ lokalpolitiker banket på plads af den politiske ordfører, fordi vedkommende havde tilladt sig at kritisere, at KL lockouter medlemmerne af Danmarks Lærerforening og Uddannelsesforbundet. Ingen. INGEN må kritisere ’den danske model’. 

’Den danske model’, der i øvrigt slet ikke er dansk men bruges i det meste af Vesteuropa, handler jo grundlæggende om, at arbejdsmarkedets parter selv forhandler deres aftaler på plads. Sådan har det været, siden Septemberforliget mellem det nuværende LO og DA i 1899 – og princippet fejler selvsagt ikke noget. Men der er sket en del siden 1899, og der er mindst tre grunde til at diskutere en del af rammerne i ’den danske model’.

Når det virkede i 20’erne, 30’erne og 70’erne, virker det nok også i 2013

For det første er vi med den nuværende lockout vidne til en paradeforestilling, der dybest set er tåbelig. KL ved det, Danmarks Lærerforening og Uddannelsesforbundet ved det – ja selv eleverne ved det. Lockouten stopper først, når regeringen griber ind – men for at det skal se ud som om, at parterne stadig selv kan forhandle en aftale på plads, og for at der kan gøres et mærkbart indhug i lærernes strejkekasse, så skal lærere, elever og forældre holdes på pinebænken, indtil regeringen kommer med det indgreb, som alle ved er på vej. Og så er det, jeg er nødt til at spørge: Er det virkelig nødvendigt? Og er dette paradenummer, som vi alle kender løsningen på, virkelig det ypperste, vi kan drive det til med vores danske model? Burde vi ikke have værktøjer, der mere effektivt løser en konflikt, hvor partnerne står så milevidt fra hinanden?

For det andet: Når det så ikke lykkes at lave aftaler, rummer den danske model en række konfliktmuligheder – strejker, lockout, sympatikonflikter, blokader osv. Det er så derfor, vi ser lærere og uddannelsesfolk benytte deres tid som lockoutede til at demonstrere deres utilfredshed foran rådhuse og Christiansborg. De våben og magtmidler, der bruges i denne konflikt, svarer stort set til de magtmidler, der blev benyttet i 70’erne og 20’erne. Det er de samme aktionsformer, det er de samme paroler, det er sågar de samme sange, der synges. Og igen må man spørge – er konfliktformerne og aktionsmidlerne virkelig det mest effektive og mest virkningsfulde for både arbejdsgiver- og arbejdstagersiden, eller brude vi i et teknologisk og moderne samfund ikke have bare lidt mere raffinerede og effektive aktionsmidler? For nylig har vi set en gruppe reflekterende og fornuftige lærere kritisere de forældede aktionsformer, selvom de bakker op om holdningen. Er arbejdsgivere og lønmodtagere nu helt sikre på, at deres medlemmer både bakker op om holdningen OG aktionsformerne?

Nej tak til en tysk model

For det tredje: ’Den danske model’ forudsætter et arbejdsmarked med en høj grad af organisering fra både arbejdstager- og arbejdsgiverside – og forudsætter at der indgås overenskomster, som man så kan forhandle om. Men flere og flere arbejdsfunktioner ligger uden for de traditionelle overenskomstområder - fx i store dele af it-sektoren og konsulentbranchen. I mange virksomheder har medarbejderne ikke længere traditionelle faglige ansættelsesforhold, og det er ofte ikke længere klart, om man bør være medlem i det ene eller andet forbund, eller om en virksomhed bør være medlem af den ene eller den anden arbejdsgiverorganisation. Samtidig er det ligefrem sådan, at køen for at blive medlem af en fagforening eller en arbejdsgiverforening er alenlang for tiden. Og spørger man arbejdsmarkedsforskere, hvad de største udfordringer er for det danske arbejdsmarked, så peger de på udflytning af arbejdspladser til udlandet og brug af udenlandsk, fx østeuropæisk, arbejdskraft på det danske arbejdsmarked. To forhold ’den danske model’ heller ikke har vist sig at have løsninger på. Så her må man spørge – er det danske arbejdsmarked virkelig stadig organiseret på en måde, der gør den nuværende model optimal, eller kunne man forestille sig en mere tidssvarende og effektiv model?

Det er de færreste der ønsker ’den danske model’ erstattet af en anden model – men skal ’den danske model’ fortsat kunne fungere som en effektiv metode til at regulere og indrette arbejdsmarkedet, så kræver det, at vi er villige til at tage modellen til eftersyn af og til og måske har modet til at forny og modernisere modellen, så den både giver mening og er effektiv i et moderne samfund. Men det kræver både politisk og faglig vilje at tage fat på dén diskussion.
 

Comments
No comments yet. Be the first.