Claes Meldal

Claes Meldal

Konsulent
Phone: +45 2715 7091
Email: clm@mannov.dk

Uforklarlig magi

mar 27, 2013 By Claes Meldal
Tags: mannov medarbejdere , arbejdsliv

Vi lever i en verden af tal. Hvis vi ikke kan kvantificere de fordele og ulemper, der følger i kølvandet på de beslutninger, vi træffer, så famler vi os frem i mørket. I arbejdslivet har vi det ofte svært med ting, som ikke kan konverteres til en graf i et Excel-ark.

Men nogle gange er det slet ikke nødvendigt at stirre sig skeløjet på en masse tal, når vi skal træffe de store beslutninger i (arbejds-)livet. Vi ved jo godt, hvad der er det rigtige at gøre, hvis vi giver os tid til at mærke efter.

Kald mig bare lommefilosof. Eller fedterøv. Eller hvad der ellers falder dig ind. For her kommer lige en ordentlig gang skamros af Mannov.

Intangibles

Men først lidt sport. I amerikansk basketball opererer kommentatorer og eksperter med et begreb, som de kalder intangibles. Selvom basketball er en af de sportsgrene, hvor spillere, trænere og kommentatorer går allermest op i statistikker, så spiller intangibles en vigtig rolle, når eksperterne skal forklare visse spilleres betydning for deres hold. Kort og godt er intangibles alt det, som man ikke kan læse ud af statistikkerne, men som alligevel kan give holdet et løft.

En spiller, der har en stærk vindermentalitet, markerer sin direkte modstander ud af kampen, sætter perfekte screens for holdkammeraterne og skaber god stemning i omklædningsrummet, kan være guld værd for et hold – også selvom han ikke scorer ret mange point. Det er ikke alt, der kan reduceres til statistik.

Mannov ligger skyhøjt på intangibles. Nogle gange snakker vi her i huset om vores første besøg i huset – og den uforklarlige følelse af, at det her er et dejligt sted. Det er ikke kun udsigten fra tagterrassen ud over søerne. Eller frokostlækkerierne hver eneste hverdag. Eller gourmetkaffen. Eller de søde kolleger. Eller arbejdsopgaverne. Der hviler en særlig magi over det her sted. Noget intangible, der gør, at man føler sig hjemme.

Jeg er normalt ikke typen, der lader mig rive med så let. Men da jeg fik at vide, at jeg havde fået job som konsulent hos Mannov, vil jeg ikke udelukke, at der kom nogle højlydte og overstadige jubelbrøl. Højst ukarakteristisk. Men der var et eller andet, der sagde mig, at det her var det helt rigtige.

Nogle gange minder jeg mig selv om, at jeg skal mærke efter og finde ud af, om jeg har den rigtige mavefornemmelse. Det kan være svært at få tid til at mærke efter i en travl hverdag, men nogle gange er det nødvendigt. Selvom du kan kategorisere tingene objektivt og finde fordele og ulemper ved dem, så husk at mærke efter. Det kan være, at der er nogle ukvantificerbare elementer, som mangler i dit regnestykke – og så kan det være, at du skal genoverveje din beslutning.

I arbejdslivet handler det måske om, at du får mulighed for at tage et skridt opad i din karriere, hvilket kan give god mening på mange fronter. Men husk først at lukke Excel-arket, lægge dig ned, lukke øjnene og mærke efter. Så kan du finde ud af, om maven er med.

I mit tilfælde har min mavefornemmelse i forhold til Mannov vist sig at holde stik. Det føltes rigtigt dengang, og det føles rigtigt nu. Hvis du vil se, hvad jeg mener, så kig forbi Ewaldsgade 3 en eller anden dag, hvor solen skinner.

Så giver jeg en kop kvantificerbar gourmetkaffe.
 

Comments
No comments yet. Be the first.