Pia Tobberup

Pia Tobberup

Seniorkonsulent
Phone: +45 2715 7087
Email: pia@mannov.dk

Vine - et fortælleteknisk slaraffenland

mar 05, 2013 By Pia Tobberup
Tags: sociale medier , content marketing

Den 24. januar lancerede Twitter Vine – en video-app, der indtil videre kun er tilgængelig for iPhone. Den nye app er så genial i sin enkelhed og byder på så mange muligheder for at formidle budskaber og lege med modtagerens forestillingsevne, at det kribler i fingrene og fantasien for at leve så mange af dem ud som overhovedet muligt. Men hvad kan vi egentlig bruge dette nye medie til som markedsføringsredskab?

Vine er stadig nyt. Og ingen ved endnu helt, hvor langt mulighederne rækker, eller hvor grænserne går for dette spændende medie – og slet ikke, når det tænkes ind i markedsføringen af brands, produkter og virksomheder. App’en har allerede vist betydelige svagheder. For eksempel er det ellers så fascinerende video-landskab præget af en vis portion porno, obskøniteter og ligegyldigheder, som de færreste virksomheder har lyst til at blive sat i forbindelse med. Men ingen sociale medier uden faldgruber – og brugt rigtigt ser Vine ud til at byde på flere fordele og muligheder end begrænsninger.

Se eksempler på videoer på vinepeek.

Teknisk set er Vine for alle. Du optager ved at holde fingeren på skærmen og pauser ved at slippe med fingeren. Mere enkelt bliver det næppe. Du kan altså lave en video filmet i én køre eller bestående af forskellige sammensatte klip. Når du er færdig med at optage, kan du dele videoen på bl.a. Vine, Facebook og Twitter.

Men bare fordi man kan, er det ikke sikkert, at man skal. Før du overhovedet går i gang, så overvej om Vine nu også er det bedste medie til det, du gerne vil formidle. Vine er fx ikke et oplagt medie til meget komplekse koncepter eller budskaber. Med maksimalt 6 sekunder til at få beskeden igennem, er det vigtigt at være knivskarp på, hvad dit budskab skal være, hvordan sekvenserne skal skrues sammen, hvilken følelse de der ser videoen, skal sidde tilbage med, og hvilken pointe de evt. skal have forstået. Kan du skrue budskabet ned på få sekunder? Kan du bruge App’ens funktioner kreativt og på en måde, der skaber værdi for både din virksomhed og dine målgrupper?

Slip fantasien løs

Hvis ovenstående kan besvares med en række optimistiske nik, ja så ligner Vine som markedsføringsredskab faktisk et rent slaraffenland – i hvert fald for den fortælleteknisk og visuelt kreative.

I forskydningerne mellem klippene ligger enorme muligheder for at lege med tid og rum og spille på modtagerens fantasi om, hvad der er sket – eller ikke er sket – mellem de sammenklippede sekvenser. Bl.a. er det muligt at skjule menneskelig indblanding på forløb og udvikling og skabe illusioner gennem bevægelser, der rykker grænserne for, hvad vi normalt opfatter for muligt.

Videoerne gentager desuden sig selv i det uendelige ved visning – og formår du at udnytte dette ved at skabe sammenhæng mellem videoens start og slutning, får du endnu mere tid og rum at boltre dig på. Humor, fantasi, skæve forløb og overraskelser er kodeord.

Markedsføringsmæssigt ser Vine ud til at være et helt fantastisk redskab til især sneak peaks på nyheder, fx produktnyheder. 6 sekunder er måske ikke meget, men det er lige præcis tilstrækkeligt til at løfte sløret og skabe nysgerrighed.

Vine er også oplagt til små videoer, der fortæller en kort historie om din virksomhed, dit brand og dine produkter. Fx enkle inspirerende videoer, der illustrerer, hvordan nye produkter og varianter kommer til verden, hvordan de kan bruges og hvilke fordele, man får ud af at bruge dem. Du kan ikke vise alle funktioner og muligheder i ethvert produkt på 6 sekunder, men du kan fremhæve de features, som er mest unikke ved produktet, og gøre modtageren interesseret i at vide mere.

Måske vil Vine også gøre sig virkeligt godt i kampagner med ’be creative’ forbrugerinvolvering – fx i forbindelse med konkurrencer a la ’Vis os din bedste opskrift med vores fødevare’ eller ’Vis os den bedste fortælling med vores legetøj’ eller lignende?

Et er i hvert fald sikkert. Vi glæder os til at lege videre med Vine – om ikke i al uendelighed, så i det mindste så længe det giver mening

Har du ideer til eller erfaringer med, hvordan Vine kan bruges på en måde, der skaber værdi for både virksomheder og deres målgrupper? Smid en kommentar.
 

Comments
No comments yet. Be the first.