Ebbe Kristensen

Ebbe Kristensen

Senior Advisor & partner
Phone: +45 2965 0884
Email: ek@mannov.dk

Hvad kan vi lære af mediehåndteringen af hestekødssagen?

feb 25, 2013 By Ebbe Kristensen
Tags: fødevarer , krisekommunikation

Ingen kæde er stærkere end det svageste led. Denne gamle traver gælder ikke mindst i fødevarebranchen, hvor hestekødssagen er blevet til meget mere end damage control hos især mærkevareproducenterne. Den stiller skarpt på alle led i værdikæden fra jord til mave. Internationalt spiller de forskellige aktører nærmest tennis ved at skyde frem og tilbage med beskyldninger om manglende ansvarlighed. Og et klassisk mediefænomen i Danmark har været at udstille en enkelt slagter, der har blandet hestekød i oksekødet. Han stod modigt frem i TV, men har også måttet erkende, at det at have juridisk ret sjældent tæller i meningsdannelsen. Et er at have ret, noget andet at få ret. Næste led i kæden føler sig snydt, og det gør forbrugerne i sidste ende også. Og når de forskellige aktører skifter fokus, fralægger sig ansvar og på den måde blot får krisen til at accelerere - en klassiker i kriseforløbsmodeller - lægger de største producenter vægt på at fortælle, at nu strammer vi op over for underleverandørerne.

Denne sag giver måske lejlighed til for mange at støve deres CSR-politikkers reelle indhold af. Samtidig slås et andet faktum fast, nemlig at kriser og evne til at håndtere kriser er et livsvilkår ikke mindst i fødevarebranchen. Globalisering gør det blot endnu vigtigere, og de sociale medier kræver 100 gange hurtigere reaktion. Det øgede fokus på ansvarlighed og etik gør presset fra interessenter endnu kraftigere. Så endnu en gammel traver: Vær beredt! Det koster lidt - men at havne i krisens malstrøm kan koste uendeligt dyrt,

PS. Kun få har beskæftiget sig med, om det ernæringsmæssigt måske slet ikke er så tosset med lidt hestekød :-)
 

Comments
No comments yet. Be the first.