Claes Meldal

Claes Meldal

Konsulent
Phone: +45 2715 7091
Email: clm@mannov.dk

Stavefejl, der får øjnene til at løbe i vand

Jul 03, 2013 By Claes Meldal
Tags: sprog , tekstforfatterkneb , sprogtips

Det er møghamrende irriterende at være allergisk over for stavefejl. Sæsonen for stavefejl varer nemlig hele året. Der går dårligt en dag, uden at øjnene løber i vand, når man endnu en gang er blevet bombarderet med stave- og slåfejl i diverse medier og andre steder.

Hvis du arbejder med kommunikation (hvilket langt de fleste gør, hvis man ser det som et værktøj og ikke som en profession), er det vigtigt, at håndværket er i orden.

Forskel på halvbagt og færdigbagt

“Og hvorfor er det så vigtigt, at håndværket er i orden?” indskyder du måske. Man kan jo næsten altid forstå, hvad der skal stå, selvom der er et par fejl hist og her. Og alle kan jo komme til at lave fejl.

Ja. Korrekt. Alle kan lave fejl, og skulle hele verdens bestand af kronisk stavefejlfrie mennesker kaste den første sten, ville der nok ikke komme en særlig stor bunke ud af det.

Men djævelen ligger i detaljen. For der er altså milevid forskel på at levere halvbagte tekster, der er smækfyldt med stave- og slåfejl, og nydeligt korrekturlæste tekster, hvor der sniger sig en svipser ind en gang om måneden.

Man hører også tit den gamle sang med, at det jo ikke er det sproglige niveau, det kommer an på – det er da vigtigere, at firmaets produkter er smarte, gode og sikre. Ja, det giver sig selv, at man ville vælge høj kvalitet i produkterne frem for i kommunikationen omkring dem. Men tvivlens frø er sået. Hvis et firma ikke kan finde ud af at skrive ordentligt om deres produkter, kan de så overhovedet finde ud af at lave dem? Lad være med at give din målgruppe en undskyldning for at vælge dig fra.

Det svarer til…

Det svarer til en boligsælger, der fremviser et møgbeskidt og rodet hus og siger til den potentielle køber: “Du skal bare forestille dig, hvor lækkert det her hus ville være, hvis det var skinnende rent”. Så kan man lige så godt slå 10 procent af udbudsprisen med det samme.

Det svarer til, at du tager til jobsamtale umiddelbart efter et brag af en Roskilde Festival uden at have været i bad eller skiftet tøj. “Det er jo mine kompetencer, det kommer an på, ik’, chef?” Farveller. Vi kontakter dig.

Det svarer til at møde op til din bedste vens toptjekkede bryllup i slidte jeans og ternet skovmandsskjorte, fordi det der med autoriteter aldrig rigtig har sagt dig noget. Du vil blive opfattet som sjusket og ligeglad med de andre gæster – og ikke mindst med din bedste ven.


En ideel måde at underminere sit eget budskab på

Mine øjne løber i vand

Alle laver stave- og slåfejl ind imellem. Det er uundgåeligt, og det sker for os alle. Men prøv at minimere dem mest muligt. Få andre til at læse dine tekster igennem, før du sender dem ud til omverdenen. Hvis læsernes øjne stopper op forskellige steder i dine tekster, fordi skrivehåndværket halter, så er det svært at trænge igennem med dine slagkraftige budskaber.

Det er nemlig svært at forstå budskaberne, når ens øjne løber i vand.

(Det øverste foto er fanget af Sven Aksel)

Comments
No comments yet. Be the first.
BLOG

Mannov siger farvel til vores jyske PR-nestor

 

Den 30. september 2020 fyldte vores kære og mangeårige kollega og partner Ebbe Kristensen 66 år. Det blev samtidig Ebbes sidste arbejdsdag, da han har valgt nu at hellige sig pensionisttilværelsen – efter mere end 30 år i PR-branchen.

 

Ebbe har været en ledende faktor for Mannovs Aarhus-afdeling siden 1999, hvor han gjorde comeback til Mannov efter nogle år hos bl.a. Schur International, Indbodan og et par andre bureauer. Ebbe begyndte dog hele sin karriere hos netop Mannov, da han tilbage i 1982 – kun syv år efter firmaets grundlæggelse – startede som elev hos Børge Mannov og i løbet af de følgende tre år blev godt udlært i PR ud fra devisen om ”Alle har ret til en advokat ved den domstol, der hedder den offentlige debat”.

 

Samlet set er det blevet til mere end 23 år i Mannov og over 30 år i bureaubranchen for Ebbe. På nogle områder er der sket en afsindig udvikling siden 90’erne – vi sender fx ikke længere pressemeddelelser ud pr. fax (hvilket ellers dengang var et vildt teknologisk kvantespring fra den traditionelle postomdeling J). Men når det kommer til selve essensen i PR, så er grundtankerne ifølge Ebbe stadig de samme: ”Etablering, opretholdelse og udvikling af relationer med en organisations vigtigste in- og eksterne interessenter. Det er, hvad PR dybest set handler om. Og hvad der også gælder ikke mindst i dag, hvor normer og paradigmer ændres, og hvor virksomheder kan komme ud i kriser lynhurtigt i takt med medieudviklingen og ikke mindst her i den nye ”udskamningstid””.

 

Men nu er det slut med PR-værktøjerne i arbejdsøjemed for Ebbes vedkommende. Fremover vil Ebbe koncentrere sine kræfter om at nyde pensionisttilværelsen sammen med sin søde hustru Inge. Det under vi ham selvfølgelig fuldt ud – men vi kommer til at savne ”den gamle jyde” med de mange jyske favorithold (Ebbe er tilsyneladende glad for alle jyske fodboldhold, der slår københavner-holdene). Gennem årene har Ebbe været en enorm kapacitet for både Mannovs kunder og os som kollegaer. Han har prøvet lidt af hvert inden for kommunikationsbranchen, hvilket har gjort ham til den dygtige og skarpe generalist, han er i dag – med en særlig forkærlighed for fødevare-, medicinal- og miljøområdet, der altid har ligget Ebbes hjerte nær, og hvor han gennem tiden har skabt mange virkelig flotte resultater for Mannovs kunder.

 

I Mannov har vi altid haft en meget speciel og familiær kultur. Mange taler om den særlige ’Mannov-ånd’ – både blandt kunder og medarbejdere, nuværende som tidligere. Derfor satser vi også på, at vi fortsat kommer til at få glæde af Ebbes gode selskab og spændende anekdoter og betragtninger om bl.a. fodbold, vin og verden. Om vi er enige – særligt om synspunkterne inden for fodbold – tør vi ikke garantere. Men det bliver helt sikkert en hyggelig snak.

 

Vi ønsker Ebbe (og Inge) alt det bedste fremover – og glæder os til at høre nyt om stort og småt fra livet som pensionist i både Gl. Rye og Sydfrankrig. 

 

Tekst til LinkedIn, Facebook mv.:

Et kæmpe og hjerteligt tillykke til vores jyske PR-nestor Ebbe, der fyldte 66 år den 30. september. Dagen var samtidig Ebbes sidste arbejdsdag, da han nu helliger sig tilværelsen som pensionist sammen med sin kære hustru Inge. De vil helt sikkert komme til at nyde livet i både Gl. Rye og Sydfrankrig –  vi ønsker både Ebbe og Inge alt det bedste fremover og håber, at de fortsat vil lægge vejen forbi Mannov, når de er på den østlige side af broen.