Kim Ege Møller

Kim Ege Møller

Chefkonsulent for Corporate Communication
Phone: +45 2715 7098
Email: kem@mannov.dk

Rosendahls fremragende krisehåndtering

Dec 17, 2014 By Kim Ege Møller
Tags: sociale medier , krisekommunikation , kreativ kommunikation , finansielkommunikation , shitstorm

Det kunne være endt i en mediekrise, men fremragende mediehåndtering gjorde, at Rosendahl vendte den potentielle mediekrise til en god marketing-gimmick. 

Balladen ulmede på Facebook, og Ekstra Bladet havde allerede skrevet den første bitre artikel. Rosendahl, der producerer og markedsfører den kendte Kay Bojesen-abe i træ, havde forbudt en ung kvinde at distribuere sin hækleopskrift på aben på nettet. Set fra et mediesynspunkt kan det næsten ikke blive bedre: Den store mastodont, der tryner den stakkels hæklepige. Og så var sagen endda ved at eksplodere lige op til jul! ! Det er faktisk bedre end både Jensens Bøfhus og McDonalds.

Og grundlaget for sagen var i orden. Rosendahl ejer rettighederne til både Kay Bojesen-aben og sangfuglen, der også var ”offer” for hækleproduktion, og hos Rosendahl har de nogle jurister, der kan kende en krænkelse af ophavsretten, når de ser den. Og når den hækleglade Lærke Drescher Sørensen ligefrem begynder at dele sin hækleopskrift på sin blog og på Facebook, ja så er vi i gang med en klokkeklar overtrædelse af rettighederne til Rosendahls produkter, hvilket man naturligvis bliver meddelt.

Kommunikations og salgsfolk der både kan tænke og handle hurtigt

Men i 2014 kan man ikke kommunikere juridiske holdninger på samme måde, som man kunne i 2013 eller 2004. Historien om Rosendahls håndhævelse af juraen over for den stakkels Lærke Drescher bredte sig lynhurtigt på nettet. Bedre blev det ikke, da Lærke Drescher pligtskyldigt pillede hækleopskriften af sin blog. På få dage eksploderede mængden af besøg på bloggen med mere end 20.000 besøgende.

Heldigvis for Rosendahl har de også salgs- og kommunikationsfolk, der kan kende en potentiel mediekrise, når de ser den. Og heldigvis for Rosendahl kan de tilmed tænke, gøre det hurtigt og træffe de rigtige beslutninger. For lige inden den kraftigt buldrende krise brød i kog, blev den stoppet – og det blev gjort lige så elegant og stilsikkert, som ethvert Rosendahl-produkt. Her var, hvad man sagde: 

”I udgangspunktet er Kay Bojesens træfigurer og designs beskyttet af ophavsret. Ligesådan er navnet Kay Bojesen er et registreret varemærke. Det betyder, at vi er forpligtet til, over for Kay Bojesen familien, at beskytte både design og brand. Når det er sagt, så synes vi, at hæklede aber og hjemmelavede uroer til børn, inspireret af de ikoniske designs, er både skønne og sjove. Vi er så stolte over, at så mange har lyst til at være med til at hylde aben og resten af dens familie på denne måde.

Derfor er vores holdning, at det er helt i orden at udvikle hæklemønstre inspireret af Kay Bojesen universet og dele dem med andre hæklere, så længe det udelukkende er til privat brug og ikke med et kommercielt formål. Det er altså ikke tilladt at sælge mønstrene eller de færdig-hæklede produkter.

Vi er faktisk meget nysgerrige efter at se jeres kreative bud på det folkekære design. Derfor håber jeg I vil dele jeres færdige resultater på Facebook eller Instagram med hastagget #mitKayBojesen.”

Næææææh! Et rigtigt menneske!?!

Ikke alene lykkedes det Rosendahl at få stoppet den ulmende krise og få gjort det til en marketing-gimmick, hvor de indirekte får hæklerne til at promovere Kay Bojesen-produkter på nettet. Man har i denne reaktion gjort både bestyrelsen, juristerne og kunderne glade. Og så har man opnået at sende et positivt budskab, der på grund af krisens ulmende omfang blev spredt i alle de vigtige medier. Endelig sørgede man for, at et par ualmindeligt veltalende og menneskelige repræsentanter for Rosendahl stillede op til interviews med medierne, og de gav bl.a. dette svar til Ekstra Bladet:

”Det er først nu, det er gået op for os, hvor stort det er, det der hækling, og vi har jo ikke noget behov for at være en stor, sur virksomhed, der siger, at det må de ikke,” siger Charlotte Fly Andersen, der er salg- og marketingsdirektør i Rosendahl Design Group, til Ekstra Bladet.

Man bliver helt glad! Et rigtigt menneske, der endda taler som et rigtigt menneske, og erkender at man kan tage fejl. Ingen spin, ingen forblommede kommentarer og juridiske udredninger – bare god og stærk kommunikation.

Glædelig jul!

 

Comments
No comments yet. Be the first.
BLOG

Mannov siger farvel til vores jyske PR-nestor

 

Den 30. september 2020 fyldte vores kære og mangeårige kollega og partner Ebbe Kristensen 66 år. Det blev samtidig Ebbes sidste arbejdsdag, da han har valgt nu at hellige sig pensionisttilværelsen – efter mere end 30 år i PR-branchen.

 

Ebbe har været en ledende faktor for Mannovs Aarhus-afdeling siden 1999, hvor han gjorde comeback til Mannov efter nogle år hos bl.a. Schur International, Indbodan og et par andre bureauer. Ebbe begyndte dog hele sin karriere hos netop Mannov, da han tilbage i 1982 – kun syv år efter firmaets grundlæggelse – startede som elev hos Børge Mannov og i løbet af de følgende tre år blev godt udlært i PR ud fra devisen om ”Alle har ret til en advokat ved den domstol, der hedder den offentlige debat”.

 

Samlet set er det blevet til mere end 23 år i Mannov og over 30 år i bureaubranchen for Ebbe. På nogle områder er der sket en afsindig udvikling siden 90’erne – vi sender fx ikke længere pressemeddelelser ud pr. fax (hvilket ellers dengang var et vildt teknologisk kvantespring fra den traditionelle postomdeling J). Men når det kommer til selve essensen i PR, så er grundtankerne ifølge Ebbe stadig de samme: ”Etablering, opretholdelse og udvikling af relationer med en organisations vigtigste in- og eksterne interessenter. Det er, hvad PR dybest set handler om. Og hvad der også gælder ikke mindst i dag, hvor normer og paradigmer ændres, og hvor virksomheder kan komme ud i kriser lynhurtigt i takt med medieudviklingen og ikke mindst her i den nye ”udskamningstid””.

 

Men nu er det slut med PR-værktøjerne i arbejdsøjemed for Ebbes vedkommende. Fremover vil Ebbe koncentrere sine kræfter om at nyde pensionisttilværelsen sammen med sin søde hustru Inge. Det under vi ham selvfølgelig fuldt ud – men vi kommer til at savne ”den gamle jyde” med de mange jyske favorithold (Ebbe er tilsyneladende glad for alle jyske fodboldhold, der slår københavner-holdene). Gennem årene har Ebbe været en enorm kapacitet for både Mannovs kunder og os som kollegaer. Han har prøvet lidt af hvert inden for kommunikationsbranchen, hvilket har gjort ham til den dygtige og skarpe generalist, han er i dag – med en særlig forkærlighed for fødevare-, medicinal- og miljøområdet, der altid har ligget Ebbes hjerte nær, og hvor han gennem tiden har skabt mange virkelig flotte resultater for Mannovs kunder.

 

I Mannov har vi altid haft en meget speciel og familiær kultur. Mange taler om den særlige ’Mannov-ånd’ – både blandt kunder og medarbejdere, nuværende som tidligere. Derfor satser vi også på, at vi fortsat kommer til at få glæde af Ebbes gode selskab og spændende anekdoter og betragtninger om bl.a. fodbold, vin og verden. Om vi er enige – særligt om synspunkterne inden for fodbold – tør vi ikke garantere. Men det bliver helt sikkert en hyggelig snak.

 

Vi ønsker Ebbe (og Inge) alt det bedste fremover – og glæder os til at høre nyt om stort og småt fra livet som pensionist i både Gl. Rye og Sydfrankrig. 

 

Tekst til LinkedIn, Facebook mv.:

Et kæmpe og hjerteligt tillykke til vores jyske PR-nestor Ebbe, der fyldte 66 år den 30. september. Dagen var samtidig Ebbes sidste arbejdsdag, da han nu helliger sig tilværelsen som pensionist sammen med sin kære hustru Inge. De vil helt sikkert komme til at nyde livet i både Gl. Rye og Sydfrankrig –  vi ønsker både Ebbe og Inge alt det bedste fremover og håber, at de fortsat vil lægge vejen forbi Mannov, når de er på den østlige side af broen.