Stine Godsk

Stine Godsk

Konsulent
Phone: +45 2715 7087
Email: sgm@mannov.dk

Når lokummet brænder – om heste og licence to operate

Dec 18, 2014 By Stine Godsk
Tags: sport , license to operate

Hestevæddeløbssporten i Danmark har haft et usædvanligt hedt efterår. Det er en meget uvant situation for en sport, der normalt lever en stille og tillukket tilværelse. Trav og galop er for trav- og galopfolk. 

Den stille tilværelse truer nu sportens fremtid
Et politisk forlig betyder, at hestesporten står til at få skåret 30 af de i alt 96 mio. kr. i årlig støtte fra tipsmidlerne i 2016. Det er dystre fremtidsudsigter og en politisk beslutning, der får store konsekvenser for væddeløbssporten i Danmark. Forståeligt nok skabte beslutningen stort furore blandt væddeløbssportens ildsjæle. Men offentligheden og politikerne – ja, de kunne dårligt være mere ligeglade.

Det står ikke hugget i sten, at væddeløbssporten skal være en lukket fest. I de glade Tarok-dage sidst i 1970’erne var trav en decideret folkesport, og et hestevæddeløb er som sport betragtet et rimeligt enkelt og lettilgængeligt set-up: Den første over målstregen vinder. Heste er pæne dyr. Sporten beskæftiger direkte og indirekte hundredvis af mennesker og en stor del af arbejdspladserne ligger i det såkaldte Udkantsdanmark. Sporten rummer skæve eksistenser, og rundt omkring på banerne er der mange initiativer, der sigter mod at gøre en positiv forskel for lokalmiljøet.

Det er der bare ingen, der ved. Dansk trav- og galopsport mangler licence to operate.

Du ved det, hvis du ikke har den
Licence to operate handler om at have omverdenens forståelse og accept af, at du er til stede, og at du opererer, som du gør. Det handler om legitimitet og eksistensberettigelse. Om at sikre opbakning til, at de nødvendige rammebetingelser for din forretning ikke smuldrer. Hvis du først begynder at arbejde med den slags, når lokummet brænder, er det for sent.

En organisations eller virksomheds licence to operate er altid tæt forbundet med kerneforretningen. Her er to danske eksempler:

·       Når Landbrug & Fødevarer bruger millioner på kampagnen ”Der er et yndigt land”, arbejder de med deres licence to operate. Kampagnen viser, hvordan landbruget ikke bare er store, grumme, forurenende svinebønder, men et vidtfavnende erhverv der bidrager til vækst i Danmark.

·       Når den danske verdenspresse kaster sig frådende over kapitalfonden Altors rolle i nyere histories største, danske erhvervsskandale, er det en gigantisk mavepuster til kapitalfondenes licence to operate. Den har de kæmpet i årevis for at opnå, og netop som et mere nuanceret syn på kapitalfondenes virke var ved at få fodfæste, sker OW Bunker.

Hvis den brede offentlighed har indsigt i og forstår din forretning, er der en markant højere sandsynlighed for, at der vil være politisk opbakning til din forretning. Det gælder for organisationer, og det gælder for erhvervsvirksomheder. Derfor er det nødvendigt at forstå dine interessenters behov for information. For dine interessenter er dem, der sikrer din licence to operate – og uden den er du på særdeles tynd is.

Kommunikation drejer sig ikke kun om at skabe stærke brands. Det drejer sig i høj grad om at skabe råderum for kerneforretningen, og det gør du blandt andet ved at investere i synlighed.

Den, der lever stille, lever ikke længere bedst.

Comments
No comments yet. Be the first.
BLOG

Mannov siger farvel til vores jyske PR-nestor

 

Den 30. september 2020 fyldte vores kære og mangeårige kollega og partner Ebbe Kristensen 66 år. Det blev samtidig Ebbes sidste arbejdsdag, da han har valgt nu at hellige sig pensionisttilværelsen – efter mere end 30 år i PR-branchen.

 

Ebbe har været en ledende faktor for Mannovs Aarhus-afdeling siden 1999, hvor han gjorde comeback til Mannov efter nogle år hos bl.a. Schur International, Indbodan og et par andre bureauer. Ebbe begyndte dog hele sin karriere hos netop Mannov, da han tilbage i 1982 – kun syv år efter firmaets grundlæggelse – startede som elev hos Børge Mannov og i løbet af de følgende tre år blev godt udlært i PR ud fra devisen om ”Alle har ret til en advokat ved den domstol, der hedder den offentlige debat”.

 

Samlet set er det blevet til mere end 23 år i Mannov og over 30 år i bureaubranchen for Ebbe. På nogle områder er der sket en afsindig udvikling siden 90’erne – vi sender fx ikke længere pressemeddelelser ud pr. fax (hvilket ellers dengang var et vildt teknologisk kvantespring fra den traditionelle postomdeling J). Men når det kommer til selve essensen i PR, så er grundtankerne ifølge Ebbe stadig de samme: ”Etablering, opretholdelse og udvikling af relationer med en organisations vigtigste in- og eksterne interessenter. Det er, hvad PR dybest set handler om. Og hvad der også gælder ikke mindst i dag, hvor normer og paradigmer ændres, og hvor virksomheder kan komme ud i kriser lynhurtigt i takt med medieudviklingen og ikke mindst her i den nye ”udskamningstid””.

 

Men nu er det slut med PR-værktøjerne i arbejdsøjemed for Ebbes vedkommende. Fremover vil Ebbe koncentrere sine kræfter om at nyde pensionisttilværelsen sammen med sin søde hustru Inge. Det under vi ham selvfølgelig fuldt ud – men vi kommer til at savne ”den gamle jyde” med de mange jyske favorithold (Ebbe er tilsyneladende glad for alle jyske fodboldhold, der slår københavner-holdene). Gennem årene har Ebbe været en enorm kapacitet for både Mannovs kunder og os som kollegaer. Han har prøvet lidt af hvert inden for kommunikationsbranchen, hvilket har gjort ham til den dygtige og skarpe generalist, han er i dag – med en særlig forkærlighed for fødevare-, medicinal- og miljøområdet, der altid har ligget Ebbes hjerte nær, og hvor han gennem tiden har skabt mange virkelig flotte resultater for Mannovs kunder.

 

I Mannov har vi altid haft en meget speciel og familiær kultur. Mange taler om den særlige ’Mannov-ånd’ – både blandt kunder og medarbejdere, nuværende som tidligere. Derfor satser vi også på, at vi fortsat kommer til at få glæde af Ebbes gode selskab og spændende anekdoter og betragtninger om bl.a. fodbold, vin og verden. Om vi er enige – særligt om synspunkterne inden for fodbold – tør vi ikke garantere. Men det bliver helt sikkert en hyggelig snak.

 

Vi ønsker Ebbe (og Inge) alt det bedste fremover – og glæder os til at høre nyt om stort og småt fra livet som pensionist i både Gl. Rye og Sydfrankrig. 

 

Tekst til LinkedIn, Facebook mv.:

Et kæmpe og hjerteligt tillykke til vores jyske PR-nestor Ebbe, der fyldte 66 år den 30. september. Dagen var samtidig Ebbes sidste arbejdsdag, da han nu helliger sig tilværelsen som pensionist sammen med sin kære hustru Inge. De vil helt sikkert komme til at nyde livet i både Gl. Rye og Sydfrankrig –  vi ønsker både Ebbe og Inge alt det bedste fremover og håber, at de fortsat vil lægge vejen forbi Mannov, når de er på den østlige side af broen.