Julie Stamp

Julie Stamp

Konsulent
Phone: +45 2672 8061
Email: jst@mannov.dk

Det lille tegn med den store magt

May 28, 2013 By Julie Stamp
Tags: sprog , dagligdags kommunikation , sprogtips

Ok, indrømmet – jeg elsker kommaer. At sætte dem, at fjerne dem og at diskutere placeringen med andre. Det er ikke altid (måske ligefrem sjældent), at folk omkring mig deler begejstringen for grammatik, sprognørderi og kommaer, og ofte får de et lidt tomt blik i øjnene, når jeg entusiastisk fortæller om et komma eller en bindestreg, der havde en afgørende betydning for en sætning. Men jeg vil nu stadig med rank ryg og klar stemme tale det gode, grammatiske kommas sag. Nedenfor er en række blandet godt fra kommaets verden.

Kommaet der redder liv: ”Skal vi ikke spise(,) mormor?”

Ja, eksemplet er taget direkte fra engelsk, men det virker også glimrende på dansk. Her kan der rent faktisk argumenteres for, at et komma foran ”mormor” kunne have reddet hendes liv – og jeg er sikker på, at der ikke er nogen her, der vil være ansvarlige for, at mormor bliver spist, vel?

Kryds-og-bolle: ”Hun var meget glad for kommaer(,) og hendes kolleger forstod hende ikke”

Det er nok det lidt kedelige komma i samlingen, men ikke desto mindre et af de mest brugte og derfor vigtigste. Hvis du ikke er kommafan, tænker du måske, at ”det kan da være lige meget, om jeg glemmer et lille komma her og der”. Men for os (og der er faktisk en del af os), som går meget op i kommaer, kan det være overordentligt forstyrrende, hvis dette komma, som er fundamentet i vores kommatering, bliver sat forkert. Og så er det samtidig vigtigt at indskyde, at der naturligvis aldrig skal komma foran en infinitiv sætning, såsom ”Hun brød sig ikke om(,) at sætte forkerte kommaer”. Fy!

Kommaet der danner overblik: ”De mange virksomheder(,) der havde overskud(,) sendte deres årsregnskab(,) der ikke måtte være forsinket(,) ind”

På dansk er vi verdensmestre i indskudte sætninger, og selvom det heldigvis er sjældent, at disse bliver glemt, så er de vigtige at tage med her.  En sætning som ovenstående, med en eller flere indskudte sætninger, bliver i mine øjne helt umulig at læse uden rigtige kommaer. 

Fætter bindestreg

Og så fætteren til kommaet. Eller måske den fjerne onkel. Nogle gange er et komma bare ikke nok – og et punktum alt for meget. Og her får bindestregen sin berettigelse. Jeg har set eksempler på tekster fra folk, der var vilde med punktummer i sådan en grad, at punktummerne gik ind og erstattede kommaer med det resultat, at sætningen ikke gav mening. Måske var de nervøse for at sætte et forkert komma, eller måske følte de, at kommaet bare ikke var ”nok”. Her kan en bindestreg (hvis man bruger den med måde) være oplagt.

Lær din XOXO

Det er selvfølgelig kryds-og-bolle, jeg taler om, og ikke kys-og-kram. Hvis du kan sætte kryds-og-bolle i sætninger, så vil jeg vove at påstå, at du kan sætte de fleste kommaer rigtigt. Så er der alle mulige undtagelser og særregler, men hvis du kan mestre dansktimens grammatikgrundregel, så forstyrrer du nok de færreste med forkert kommatering.

Jeg kunne skrive meget mere om glæden ved kommaer, om parentetiske kommaer, startkomma (og ikke-startkomma), komma foran ”men”, komma ved imperativ og meget andet – men jeg tror, jeg holder her for at overlade lidt til fantasien.

Til slut vil jeg lige bringe et af mine yndlingseksempler på følgerne af forkert kommatering. Den er godt nok på engelsk og i familie med ”Skal vi spise mormor?” – men stadig god:

Comments
No comments yet. Be the first.
BLOG

Mannov siger farvel til vores jyske PR-nestor

 

Den 30. september 2020 fyldte vores kære og mangeårige kollega og partner Ebbe Kristensen 66 år. Det blev samtidig Ebbes sidste arbejdsdag, da han har valgt nu at hellige sig pensionisttilværelsen – efter mere end 30 år i PR-branchen.

 

Ebbe har været en ledende faktor for Mannovs Aarhus-afdeling siden 1999, hvor han gjorde comeback til Mannov efter nogle år hos bl.a. Schur International, Indbodan og et par andre bureauer. Ebbe begyndte dog hele sin karriere hos netop Mannov, da han tilbage i 1982 – kun syv år efter firmaets grundlæggelse – startede som elev hos Børge Mannov og i løbet af de følgende tre år blev godt udlært i PR ud fra devisen om ”Alle har ret til en advokat ved den domstol, der hedder den offentlige debat”.

 

Samlet set er det blevet til mere end 23 år i Mannov og over 30 år i bureaubranchen for Ebbe. På nogle områder er der sket en afsindig udvikling siden 90’erne – vi sender fx ikke længere pressemeddelelser ud pr. fax (hvilket ellers dengang var et vildt teknologisk kvantespring fra den traditionelle postomdeling J). Men når det kommer til selve essensen i PR, så er grundtankerne ifølge Ebbe stadig de samme: ”Etablering, opretholdelse og udvikling af relationer med en organisations vigtigste in- og eksterne interessenter. Det er, hvad PR dybest set handler om. Og hvad der også gælder ikke mindst i dag, hvor normer og paradigmer ændres, og hvor virksomheder kan komme ud i kriser lynhurtigt i takt med medieudviklingen og ikke mindst her i den nye ”udskamningstid””.

 

Men nu er det slut med PR-værktøjerne i arbejdsøjemed for Ebbes vedkommende. Fremover vil Ebbe koncentrere sine kræfter om at nyde pensionisttilværelsen sammen med sin søde hustru Inge. Det under vi ham selvfølgelig fuldt ud – men vi kommer til at savne ”den gamle jyde” med de mange jyske favorithold (Ebbe er tilsyneladende glad for alle jyske fodboldhold, der slår københavner-holdene). Gennem årene har Ebbe været en enorm kapacitet for både Mannovs kunder og os som kollegaer. Han har prøvet lidt af hvert inden for kommunikationsbranchen, hvilket har gjort ham til den dygtige og skarpe generalist, han er i dag – med en særlig forkærlighed for fødevare-, medicinal- og miljøområdet, der altid har ligget Ebbes hjerte nær, og hvor han gennem tiden har skabt mange virkelig flotte resultater for Mannovs kunder.

 

I Mannov har vi altid haft en meget speciel og familiær kultur. Mange taler om den særlige ’Mannov-ånd’ – både blandt kunder og medarbejdere, nuværende som tidligere. Derfor satser vi også på, at vi fortsat kommer til at få glæde af Ebbes gode selskab og spændende anekdoter og betragtninger om bl.a. fodbold, vin og verden. Om vi er enige – særligt om synspunkterne inden for fodbold – tør vi ikke garantere. Men det bliver helt sikkert en hyggelig snak.

 

Vi ønsker Ebbe (og Inge) alt det bedste fremover – og glæder os til at høre nyt om stort og småt fra livet som pensionist i både Gl. Rye og Sydfrankrig. 

 

Tekst til LinkedIn, Facebook mv.:

Et kæmpe og hjerteligt tillykke til vores jyske PR-nestor Ebbe, der fyldte 66 år den 30. september. Dagen var samtidig Ebbes sidste arbejdsdag, da han nu helliger sig tilværelsen som pensionist sammen med sin kære hustru Inge. De vil helt sikkert komme til at nyde livet i både Gl. Rye og Sydfrankrig –  vi ønsker både Ebbe og Inge alt det bedste fremover og håber, at de fortsat vil lægge vejen forbi Mannov, når de er på den østlige side af broen.