Reinholdt Schultz

Reinholdt Schultz

Adm. direktør & Partner
Phone: +45 2672 8072
Email: rs@mannov.dk

Danmarks koncept til EURO 2020 vækker begejstring i UEFA

Sep 19, 2014 By Reinholdt Schultz
Tags: sport , mannov nyheder

Bag UEFA’s valg af København som en af 13 værtsbyer til EM i fodbold 2020 ligger et stærkt koncept, der først og fremmest hylder 60 års fodboldkultur og sætter nye standarder for fodbold i Europa. Det danske kommunikationsbureau Mannov har stået i spidsen for konceptudviklingen.

Dansk Boldspil-Union, Sport Event Denmark og Wonderful Copenhagen står bag den ansøgning, som har trukket EM i fodbold til Danmark. Et stort strategiarbejde ligger til grund for ansøgningen, som har fået ros af UEFA for at være nytænkende. Det er kommunikationsbureauet Mannov, der har stået for strategiprocessen og den kreative del af ansøgningen.

- Det, vi har hørt fra DBU, er, at den kreative del af ansøgningen har indfanget præcis de tendenser, som UEFA gerne ville italesætte med det særlige koncept for 2020-slutrunden, og at Danmarks koncept har skilt sig markant ud fra de øvrige lande og været omtalt som ”vejen frem”, siger Reinholdt Schultz, adm. direktør i Mannov.

Ifølge ham er det særlige ved det danske koncept, at det både – med fuld skrue på de kreative virkemidler – fejrer 60 års fremskridt for europæisk fodbold og samtidig samler europæerne om at give fodbold en ny og central rolle i fremtidens Europa. Det gælder eksempelvis i forhold til sundhed, hvor danske forskere har dokumenteret, at fodbold er særdeles velegnet til sygdomsforebyggelse. Det gælder også i forhold til inklusion, hvor fodbold på tværs af kultur, alder og niveau har vist sig at være et stærkt samlingspunkt. Derudover bliver København som værtsby omdannet til én stor fanzone, hvilket formentlig kun kan lade sig gøre, fordi København ikke er større, end den er.

Både slutproduktet og processen får ros fra DBU, Sport Event Denmark og Wonderful Copenhagen.

- Det har været en spændende og kreativ proces, som DBU, Wonderful Copenhagen og Sport Event Denmark har været igennem. Konsulentbureauet Mannov har bistået os i dette arbejde, og de har været meget professionelle hele vejen igennem, siger Christian Bordinggaard, UEFA EURO 2020 Project Leader, DBU.

Reinholdt Schultz vurderer, at konceptet sammen med en lang række andre faktorer har haft betydning for, at Danmark – trods en i EM-sammenhænge lille stadionkapacitet – bliver værtsnation i 2020.

- Danmark har en helt unik og velorganiseret fodboldkultur med mange frivillige kræfter, som helt sikkert har en stor del af æren for, at EM i fodbold kommer til Danmark. Det samme gælder for vores hovedstad København, der med sin gode infrastruktur, trygge rammer og et stærkt internationalt brand, er en attraktiv værtsby for UEFA EURO 2020, mener Reinholdt Schultz.  

For yderligere information, kontakt:
Reinholdt Schultz, adm. direktør og partner i Mannov
Mobil: 26 72 80 72
E-mail: rs@mannov.dk

Om Mannov
Mannov er et af Danmarks største PR-bureauer og beskæftiger omkring 40 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Århus og Malmø. Kernen i Mannovs forretning er rådgivning og løsninger inden for PR og kommunikation for alle typer af større og mindre virksomheder og organisationer. Mannov er en del af Ogilvy Public Relations Worldwide, som er et af verdens førende PR-netværk.
 

Comments
No comments yet. Be the first.
BLOG

Mannov siger farvel til vores jyske PR-nestor

 

Den 30. september 2020 fyldte vores kære og mangeårige kollega og partner Ebbe Kristensen 66 år. Det blev samtidig Ebbes sidste arbejdsdag, da han har valgt nu at hellige sig pensionisttilværelsen – efter mere end 30 år i PR-branchen.

 

Ebbe har været en ledende faktor for Mannovs Aarhus-afdeling siden 1999, hvor han gjorde comeback til Mannov efter nogle år hos bl.a. Schur International, Indbodan og et par andre bureauer. Ebbe begyndte dog hele sin karriere hos netop Mannov, da han tilbage i 1982 – kun syv år efter firmaets grundlæggelse – startede som elev hos Børge Mannov og i løbet af de følgende tre år blev godt udlært i PR ud fra devisen om ”Alle har ret til en advokat ved den domstol, der hedder den offentlige debat”.

 

Samlet set er det blevet til mere end 23 år i Mannov og over 30 år i bureaubranchen for Ebbe. På nogle områder er der sket en afsindig udvikling siden 90’erne – vi sender fx ikke længere pressemeddelelser ud pr. fax (hvilket ellers dengang var et vildt teknologisk kvantespring fra den traditionelle postomdeling J). Men når det kommer til selve essensen i PR, så er grundtankerne ifølge Ebbe stadig de samme: ”Etablering, opretholdelse og udvikling af relationer med en organisations vigtigste in- og eksterne interessenter. Det er, hvad PR dybest set handler om. Og hvad der også gælder ikke mindst i dag, hvor normer og paradigmer ændres, og hvor virksomheder kan komme ud i kriser lynhurtigt i takt med medieudviklingen og ikke mindst her i den nye ”udskamningstid””.

 

Men nu er det slut med PR-værktøjerne i arbejdsøjemed for Ebbes vedkommende. Fremover vil Ebbe koncentrere sine kræfter om at nyde pensionisttilværelsen sammen med sin søde hustru Inge. Det under vi ham selvfølgelig fuldt ud – men vi kommer til at savne ”den gamle jyde” med de mange jyske favorithold (Ebbe er tilsyneladende glad for alle jyske fodboldhold, der slår københavner-holdene). Gennem årene har Ebbe været en enorm kapacitet for både Mannovs kunder og os som kollegaer. Han har prøvet lidt af hvert inden for kommunikationsbranchen, hvilket har gjort ham til den dygtige og skarpe generalist, han er i dag – med en særlig forkærlighed for fødevare-, medicinal- og miljøområdet, der altid har ligget Ebbes hjerte nær, og hvor han gennem tiden har skabt mange virkelig flotte resultater for Mannovs kunder.

 

I Mannov har vi altid haft en meget speciel og familiær kultur. Mange taler om den særlige ’Mannov-ånd’ – både blandt kunder og medarbejdere, nuværende som tidligere. Derfor satser vi også på, at vi fortsat kommer til at få glæde af Ebbes gode selskab og spændende anekdoter og betragtninger om bl.a. fodbold, vin og verden. Om vi er enige – særligt om synspunkterne inden for fodbold – tør vi ikke garantere. Men det bliver helt sikkert en hyggelig snak.

 

Vi ønsker Ebbe (og Inge) alt det bedste fremover – og glæder os til at høre nyt om stort og småt fra livet som pensionist i både Gl. Rye og Sydfrankrig. 

 

Tekst til LinkedIn, Facebook mv.:

Et kæmpe og hjerteligt tillykke til vores jyske PR-nestor Ebbe, der fyldte 66 år den 30. september. Dagen var samtidig Ebbes sidste arbejdsdag, da han nu helliger sig tilværelsen som pensionist sammen med sin kære hustru Inge. De vil helt sikkert komme til at nyde livet i både Gl. Rye og Sydfrankrig –  vi ønsker både Ebbe og Inge alt det bedste fremover og håber, at de fortsat vil lægge vejen forbi Mannov, når de er på den østlige side af broen.