Claes Meldal

Claes Meldal

Konsulent
Phone: +45 2715 7091
Email: clm@mannov.dk

Brug nu den danske sprogskat

Jun 11, 2013 By Claes Meldal
Tags: sprog , dagligdags kommunikation , tekstforfatterkneb

Engang for adskillige år siden satte jeg mig en målsætning om, at jeg hver uge ville udvælge et dansk ord, der havde fortabt sig i historiens glemsel. Derefter ville jeg bruge det så ofte, jeg med rimelighed kunne, i en uge.

Det var sjovt. Og folk spærrer øjnene op, når de støder på ord som lurendrejer, næbbet (som adjektiv), charlatan, kålhøgen eller obsternasig. Desværre kom jeg hurtigt fra det igen, da hverdagens gøremål fik overtaget i den evige tvekamp mellem ambitiøs kreativitet og lavpraktiske leverancer.

Fladt og uinspirerende?
Det siges, at dansk er et fladt, uinspirerende og simpelt sprog. Og det skulle angiveligt være en af årsagerne til, at der sniger sig så mange engelske ord ind i det danske sprog. Engelsk har jo bare så mange ord, der kan bruges til at udtrykke stemninger og betydninger, som ikke så let lader sig gengive på dansk.

Vissevasse, siger jeg. Der er tale om slendrian. Faktisk er det danske sprog så rigt, at det giver anledning til næsegrus beundring. Det er bare om at støve de gamle gloser af og bruge dem aktivt i sproget. De sætter gang i den sproglige kreativitet og kan kvikke en tekst betydeligt op, når de bruges rigtigt.

Slå automatpiloten fra
For at finde – og bevare – glæden ved at skrive er du nødt til at slå automatpiloten fra og begynde at lege med sproget. Tilsæt en god portion analogier, metaforer og andet godt, som kan give din tekst et ordentligt skud vitaminer. Og prøv konstant at udvikle dit ordforråd med nye gloser, så du kan skyde med skarpt, hver gang du sætter dig foran tastaturet.

Derfor skal der lyde en opfordring herfra: Lav en liste, hvor du skriver fede ord ned, efterhånden som du hører dem eller kommer i tanke om dem. Gem listen i Evernote eller let tilgængeligt på din computer. Og når den skriftlige kreativitet halter lidt, så tager du en lille pause og kigger listen igennem. Det er ikke sikkert, at du kan finde et konkret ord, du kan bruge, men det sætter skub i kreativiteten. Her er lidt inspiration.

Projektet genoptages
Det er naturligvis ikke nok bare at sidde her og prædike uden selv at sætte handling bag ordene. Derfor vil jeg genoptage mit gamle projekt, men belært af fordums erfaringer nedjusterer jeg ambitionsniveauet en smule. Jeg vil nu vælge et ord om måneden og bruge det, når det giver nogenlunde mening.

Og det udvalgte ord for juni måned? Lad mig nøjes med at konstatere, at juni godt kan gå hen og blive en vederstyggelig måned for modtagerne af mine mails.
 

Comments
No comments yet. Be the first.
BLOG

Mannov siger farvel til vores jyske PR-nestor

 

Den 30. september 2020 fyldte vores kære og mangeårige kollega og partner Ebbe Kristensen 66 år. Det blev samtidig Ebbes sidste arbejdsdag, da han har valgt nu at hellige sig pensionisttilværelsen – efter mere end 30 år i PR-branchen.

 

Ebbe har været en ledende faktor for Mannovs Aarhus-afdeling siden 1999, hvor han gjorde comeback til Mannov efter nogle år hos bl.a. Schur International, Indbodan og et par andre bureauer. Ebbe begyndte dog hele sin karriere hos netop Mannov, da han tilbage i 1982 – kun syv år efter firmaets grundlæggelse – startede som elev hos Børge Mannov og i løbet af de følgende tre år blev godt udlært i PR ud fra devisen om ”Alle har ret til en advokat ved den domstol, der hedder den offentlige debat”.

 

Samlet set er det blevet til mere end 23 år i Mannov og over 30 år i bureaubranchen for Ebbe. På nogle områder er der sket en afsindig udvikling siden 90’erne – vi sender fx ikke længere pressemeddelelser ud pr. fax (hvilket ellers dengang var et vildt teknologisk kvantespring fra den traditionelle postomdeling J). Men når det kommer til selve essensen i PR, så er grundtankerne ifølge Ebbe stadig de samme: ”Etablering, opretholdelse og udvikling af relationer med en organisations vigtigste in- og eksterne interessenter. Det er, hvad PR dybest set handler om. Og hvad der også gælder ikke mindst i dag, hvor normer og paradigmer ændres, og hvor virksomheder kan komme ud i kriser lynhurtigt i takt med medieudviklingen og ikke mindst her i den nye ”udskamningstid””.

 

Men nu er det slut med PR-værktøjerne i arbejdsøjemed for Ebbes vedkommende. Fremover vil Ebbe koncentrere sine kræfter om at nyde pensionisttilværelsen sammen med sin søde hustru Inge. Det under vi ham selvfølgelig fuldt ud – men vi kommer til at savne ”den gamle jyde” med de mange jyske favorithold (Ebbe er tilsyneladende glad for alle jyske fodboldhold, der slår københavner-holdene). Gennem årene har Ebbe været en enorm kapacitet for både Mannovs kunder og os som kollegaer. Han har prøvet lidt af hvert inden for kommunikationsbranchen, hvilket har gjort ham til den dygtige og skarpe generalist, han er i dag – med en særlig forkærlighed for fødevare-, medicinal- og miljøområdet, der altid har ligget Ebbes hjerte nær, og hvor han gennem tiden har skabt mange virkelig flotte resultater for Mannovs kunder.

 

I Mannov har vi altid haft en meget speciel og familiær kultur. Mange taler om den særlige ’Mannov-ånd’ – både blandt kunder og medarbejdere, nuværende som tidligere. Derfor satser vi også på, at vi fortsat kommer til at få glæde af Ebbes gode selskab og spændende anekdoter og betragtninger om bl.a. fodbold, vin og verden. Om vi er enige – særligt om synspunkterne inden for fodbold – tør vi ikke garantere. Men det bliver helt sikkert en hyggelig snak.

 

Vi ønsker Ebbe (og Inge) alt det bedste fremover – og glæder os til at høre nyt om stort og småt fra livet som pensionist i både Gl. Rye og Sydfrankrig. 

 

Tekst til LinkedIn, Facebook mv.:

Et kæmpe og hjerteligt tillykke til vores jyske PR-nestor Ebbe, der fyldte 66 år den 30. september. Dagen var samtidig Ebbes sidste arbejdsdag, da han nu helliger sig tilværelsen som pensionist sammen med sin kære hustru Inge. De vil helt sikkert komme til at nyde livet i både Gl. Rye og Sydfrankrig –  vi ønsker både Ebbe og Inge alt det bedste fremover og håber, at de fortsat vil lægge vejen forbi Mannov, når de er på den østlige side af broen.