Jakob Wilms

Jakob Wilms

Konsulent
Telefon: +45 2715 7075
Email: Jaw@mannov.dk

Manglende digitale kompetencer i topledelsen kan blive fatalt

sep 26, 2016 Skrevet af Jakob Wilms
Tags: strategisk kommunikation , digitalisering , ledelse

Min artikel er bragt d. 22/9-2016 i Børsen Ledelse: 

http://ledelse.borsen.dk/artikel/1/331969/manglende_digitale_kompetencer_i_topledelsen_kan_blive_fatalt.html#ixzz4LLbHSY18

En undersøgelse blandt danske topledere viser, at kun 29 pct. af de adspurgte virksomheder har digitale kompetencer til stede i bestyrelsen og i direktionen.* Mens hele 54 pct. slet ikke mener, at det bliver nødvendigt foreløbigt. Samme udfordring støder jeg ofte på som rådgiver i store danske og internationale organisationer, hvor en effektiv digitalisering kræver en fast forankring i ledelsen.

Der sker noget derude, og det forandrer meget. Vi kalder det disruption, og de overordnede kendetegn er:

  • Digitaliseringen er næsten altid drivkraften, som muliggør disruption
  • Det er ofte unge personer under 35 år med ingen eller kort erhvervserfaringen, som i løbet af meget kort tid vender op og ned på et marked med store etablerede spillere
  • Helt grundlæggende elementer i brancherne fjernes, og alt, hvad man tidligere har betragtet som et must have og must do, forandres

Lad mig komme med nogle eksempler, som tydeliggør dette.

  • Uber er verdens største taxafirma, men selv ejer de ingen biler. Idémanden bag er Travis Kalanic, som var 33 år, da han grundlagde Uber sammen med en partnerkreds i 2009.
  • Spotify er verdens største distributør af musik, men har intet lager og ingen fysiske butikker. Hovedmanden er svenske Daniel Ek, som var 23 år ved grundlæggelsen af Sportif, i 2006.
  • Facebook er verdens største publikationsmedie, men laver intet af indholdet selv. Mark Zuckerberg var 20 år da han lancerede Facebook i 2004.
  • Netflix er verdens mest sete film og tv-serie-udbyder, men har ingen tv-kanal. Reed Hastings var 37 år da han stiftede Netflix i 1997.
  • Alibaba er verdens mest værdifulde retailer inden for både B2C og B2B, men har intet lager. Jack Ma var 35 år da han stiftede Alibaba i 1999.
  • Wikipedia er verdens største opslagsværk, men producerer ingen artikler. Jimmy Wales og Larry Sanger var begge under 35 år ved stiftelsen af Wikipedia i 2001.
  • Airbnb er verdens største udbyder af logi, men ejer ingen hotelværelser eller ejendomme. Brian Chesky, Joe Gebbia og Nathan Blecharzyk var alle under 26 år, da de startede Airbnb i 2008.

Det er blot nogle af de mange eksempler på, hvordan den digitale forretningsforståelse vender op og ned på brancher, som slet ikke troede, at digitalisering skulle betyde noget for dem. Ovenstående personer er ikke nødvendigvis programmører, ligesom de ikke har haft specielle tekniske forudsætninger for skabelsen af deres virksomheder. De har blot gjort brug af mulighederne i digitaliseringen og forståelsen af denne som et selvstændigt marked. Og derved har de anerkendt den tidsalder, som erhvervslivet befinder sig i. Det er derfor også overraskende, at kun 29 pct. af de adspurgte virksomheder har digitale kompetencer repræsenteret i bestyrelsen og i direktionen. Og ligeledes bekymrende at hele 54 pct. af de adspurgte virksomheder ikke mener, at det bliver nødvendigt foreløbigt.

"Kun 29 pct. af de adspurgte virksomheder har digitale kompetencer repræsenteret i bestyrelsen og i direktionen. Og hele 54 pct. af de adspurgte virksomheder mener ikke, at det bliver nødvendigt foreløbigt"

Det handler om grundlæggende digital forståelse

Befolkningen i Danmark er, ligesom befolkningen i resten af den vestlige verden, delt af en digital generationskløft. Vi snakker ofte om de digitale indfødte (groft sagt personer under 35 år), hvor det at tænke og forstå verden digitalt, er ligeså grundlæggende en kompetence som at kunne læse, regne eller tale engelsk. De digitale indfødte finder næsten alt deres information online. De kommunikerer digitalt i lige så høj grad som analogt og indtænker de digitale muligheder i stort set alle dagens gøremål, inklusive arbejdsrelationer. De forstår at kommunikere intimt og privat, ligesom de nemt kan speede informationer på en måde, så rækkevidden bliver enorm, men alligevel målrettet.

Det er denne virkelighed, som danske virksomheder skal navigere i. Ledelsen er derfor nødt til at forstå de vigtigste tendenser inden for deres branche, og her påstår jeg, at dette kun er muligt, hvis ledelsen også kan – og vil – tænke digitalt. 

At tænke digitalt handler nemlig om at forstå og se mulighederne – ikke nødvendigvis at være en teknisk ekspert, som har alle svarene – for det kan man hyre folk til. Det handler om at have personer på ledelsesniveau, som kan integrere den digitale forståelse i strategierne og derved give mulighed for, at besejle de oceaner af muligheder, som digitaliseringen helt åbenlyst medfører – uanset branche.

"Digital forståelse bør være en grundkompetence
på lige fod med det at kunne læse"

Den digitale tidsalder

Dybest set bør vi holde op med at tale om det digitale som en nichekompetence, der er forbeholdt de, der er uddannet til det. At være digital og at tænke digitalt er en reel præmis for stort set alle beslutninger på ledelsesgangen, uanset om det er inden for salg, marketing, kommunikation, produktion, distribution eller noget helt sjette. Digital forståelse bør være en grundkompetence på lige fod med det at kunne læse. Hvis ikke, kan man frygte, at danske virksomheder vil blive overhalet indenom af udenlandske virksomheder à la ovennævnte eksempler, som for længst har gjort op med den digitale berøringsangst på ledelsesniveau.

Det er jo kloge hoveder, som sidder på de danske ledelsesgangene rundt om i landet, og at tænke digital handler nok mere om, at prioritere det, end det handler om sværhedsgraden i at lære det og forstå det.

Gode takter blandt 29 procent

Der er selvfølgelig en lang række danske virksomheder, som i den grad lykkedes med at inddrage en digital forståelse i deres ledelsesstrategier. Dog viser tallene fra undersøgelsen utvivlsomt , at potentialet er enormt, og at flertallet fortsat ikke ser den digitale forståelse som en nødvendighed. Man fornemmer, at der stadig er nogen, der mener, at "det der digitale" nok går over på et tidspunkt – men mon ikke det vil ændre sig de kommende år?

.............................

*Undersøgelsen er foretaget af executive search-bureauet Odgers Berndtson i november 2015.

Kommentarer
Endnu ingen kommentarer. Vær den første.