Anders Mikkelsen

Anders Mikkelsen

Konsulent
Telefon: +45 2715 7074
Email: ami@mannov.dk

Hvorfor LinkedIn Endorsements ikke fortjener en anbefaling

jan 03, 2013 Skrevet af Anders Mikkelsen
Tags: sociale medier

LinkedIn Endorsements har nu lidt over tre måneder på bagen, og brugerne har dannet sig det første indtryk af funktionen og inkorporeret den i deres LinkedIn-virke. Selv hører jeg til blandt skeptikerne, og i denne blogpost vil jeg uddybe hvorfor.

Mit overordnede synspunkt er, at Endorsements er hule, fordi sammenhængen bag den enkelte endorsement ikke bliver angivet. Derfor kan dens betydning ikke afkodes af iagttagerne, hvis ikke de selv kender konteksten mellem giveren og modtageren af en endorsement. I slutningen af blogposten beskriver jeg også, hvorfor en Recommendation er at foretrække, når man vil anbefale en person på LinkedIn, og jeg forklarer, hvordan man kan fjerne specifikke Endorsements. 

LinkedIn Endorsements – kort fortalt
 

Endorsements blev lanceret af LinkedIn den 24. september 2012 som et led i at gøre tjenesten endnu mere brugervenlig for os i ”Like-segmentet”, der efterhånden har vænnet os til at give virtuelle kudos via et enkelt tryk på en knap. David Breger, der er Senior Product Manager i LinkedIn, forklarede samme dag, at Endorsements er den nemme måde at anbefale sine forbindelser på de områder, hvor man mener, de er stærke. Funktionen er da også ganske rigtigt nem og hurtigt at bruge, og man bliver ikke stillet til regnskab for sine anbefalinger. Endvidere kan man både give Endorsements på evner, som den anbefalede person i forvejen har opgivet, men samtidig har man mulighed for at anbefale personen på nye områder, hvis man finder det passende. 

Det lyder jo alt sammen meget positivt. Desværre har det hurtigt vist sig, at Endorsements tegner et unuanceret og næsten ubrugeligt billede af den enkelte LinkedIn-bruger. Idéen er god nok, men problemet er bare, at definitionen for en endorsement opfattes forskelligt, samt at der er for brede barrierer for, hvem man kan endorse, og hvornår man kan endorse. I det følgende vil jeg beskrive de, i min optik, tre største problemer ved funktionen.

Problem 1 - Man kan endorse ud fra forskellige definitioner


Det har hurtigt vist sig, at folk definerer en Endorsement forskelligt. Selv synes jeg, at det er mest logisk at følge David Breger´s ovennævnte definition, hvor man anbefaler en person på et område, fordi man rent faktisk mener, at personen er kompetent på området. For at kunne mene dette, udleder jeg, at man bør kende til konkrete sammenhænge, hvor kompetencen er blevet brugt. Der er dog andre, der har en anden definition. F.eks. er jeg stødt på brugere for hvem, det giver mening at give en Endorsement på et eller flere områder, bare man kender en person som pålidelig og dygtig helt generelt. Her behøver man altså ikke have nogen som helst anelse om personens reelle kompetencer, men da man ved, at personen generelt er dygtig, kaster man en Endorsement som almindelig goodwill. Disse forskelligartede indgangsvinkler til at give Endorsements gør, at andre ikke konkret ved, hvad der ligger bag dem, og derfor kan have vanskeligt ved at udlede sandheder af dem. For kunne det mon tænkes, at personen med massevis af Endorsements mestendels lukrerer på et stort netværk med en lav anbefalingsbarriere?

Problem 2 - Man kan anbefale alle i sit netværk uanset styrken af ens relation til dem


Via Endorsements har man mulighed for at anbefale sine forbindelser i første led. Der er dog ingen krav til, hvilken relation man indgår/har indgået i med personerne tidligere. Dette faktum har resulteret i et hav af Endorsements, hvor den anbefalende part ikke har nogen viden omkring, hvilke kompetencer den anbefalede person reelt har. Her kan man så spørge sig selv, hvorfor man vil endorse en person, hvis kompetencer man ikke kender. Men hvis vi husker på, at brugernes definitioner er forskellige, så forstår vi, hvorfor nogle brugere hjertens gerne uddeler disse hule Endorsements.

Problem 3 - Man behøver ikke begrunde en Endorsement


Når jeg er forbundet med en række personer på LinkedIn, så kan jeg anbefale dem for lige, hvad jeg har lyst til. Hvis min anbefalingsbarriere er lav, kan jeg f.eks. vælge at endorse alle mine forbindelser for 5 forskellige evner hver. Hvorfor pokker skulle jeg gøre dette, kan man spørge sig selv? Det kunne jeg jo f.eks. gøre i håbet om, at en del af dem gengælder tjenesten. I praksis har dette medført en god del Endorsements, hvor det efter min mening er tydeligt, at motivet med at give er at få.

Recommendations er et langt bedre alternativ


Personligt er jeg stor tilhænger af LinkedIn-recommendations og anbefaler alle, jeg taler med, at bede om en af slagsen, når de finder det passende fra en tilfreds kunde eller samarbejdspartner. Den store forskel på en endorsement og en recommendation er, at i sidstnævnte beskrives konteksten bag anbefalingen klart, så den kan afkodes fra beskueren. Der beskrives, hvorfor personen anbefales, og i hvor høj grad personen anbefales. Derudover anbefales man for én konkret position, og det angives, hvad det professionelle forhold er mellem personen, der anbefaler, og personen, der anbefales.

Hvad kan man gøre, hvis man vil sine Endorsements til livs?


Hvis man som mig ikke er særligt begejstret for Endorsements, har LinkedIn gjort det muligt at fjerne specifikke Endorsements, som man ikke bryder sig om. Til højre for hver række med Endorsements er der en lille pil. Hvis man trykker på den, får man mulighed for at fjerne specifikke Endorsements. Hvis man er træt af at få mails om nye Endorsements, kan man naturligvis også slå disse fra. Det gøres under Settings -> Email Preferences –> Set the frequency of emails.

Anden relevant læsning:


Fra LinkedIn´s egen blog: ”Endorse and be Endorsed
Abelone Glahn: ”Er du ved at få svip af LinkedIn Endorsements?

Kommentarer
Endnu ingen kommentarer. Vær den første.