James Whatley

James Whatley

Head of Social Media, Ogilvy Soho Square
Email: james.whatley@ogilvy.com

Facebook hashtags – a’hvaffernoget?

mar 22, 2013 Skrevet af James Whatley
Tags: sociale medier , facebook

Den er god nok. Ifølge pålidelige kilder vil vi i fremtiden se hashtags spille en stor rolle på Facebook.

Hvorfor er det vigtigt?

Det skal jeg sige dig.

1. Ejerskab

Lad os få én ting på det rene: Hashtags ejes ikke af Twitter. De bliver brugt massivt på platformen. Selvfølgelig gør de det, for de hjælper med at kategorisere samtaleemner. Twitter er så sammenvokset med hashtagget, at de i dag betegner sig som “The shortest distance between you and what interests you”.

I denne sammenhæng er “You” naturligvis brugeren. Men hvad menes der med “what interests you”? Den er god nok, det er hashtagget. Hashtagget er et sublimt redskab til at finde frem til de samtaler, der er relevante for dig. Og ved du, hvad hashtags også kan bruges til? Annoncesalg. Men det kommer vi tilbage til…

Hashtags bruges på en lang række andre sociale netværk, men når almindelige forbrugere ser dem i dag, vil de sandsynligvis associere dem med Twitter.

Men ikke så længe endnu.

For tænk lige over, hvor man ellers bruger hashtags. Instagram. Og du ved godt, hvem der ejer Instagram, ikke? Jeps, Facebook.

2. Graph Search

Facebook Graph Search er ved at gøre sit indtog, og dermed har Facebook for alvor fået mulighed for at kortlægge data om samtaler og om de brugere, der har samtalerne. Hvor vil jeg hen med det? Jo, for nylig var jeg med i en paneldebat omkring Graph Search. Et af emnerne var skævheden mellem to typer data, som den søger i: Den ene type data viser noget reelt om vores præferencer, hvor den anden type kan ses mere som en form for gatekeeper-data.

Når jeg synes godt om noget, gør jeg det nemlig ofte for at få adgang til et spil, en applikation eller noget helt tredje. Det viser ikke noget om præferencer. Sådan en tilkendegivelse behøver man som marketingansvarlig ikke lægge særlig meget i. Den anden type data – præferencedata – er mere pålidelig. Men her er også et problem. For man kan nemlig ikke være sikker på, at brugerne bag tilkendegivelsen har indtastet deres rigtige persondata. Når man kombinerer disse tanker om dataen, giver de ikke nødvendigvis særlig brugbar viden.

Men, men, men. Hvis mange brugere pludselig har proppet et givent hashtag ind i deres samtaler, kan man være sikker på, at emnet interesserer dem. Disse hashtags er nemme at søge på, og de er nemme at basere sin annoncering på.

3. Opdagelse

Sidste måned gjorde Facebooks VP of Partnerships Dan Rose det meget klart, at tv er et område, som Facebook vil fokusere mere på i fremtiden. Måske ikke lige nu, men snart.

Når Facebook åbner op for at søge på hashtags, der henviser til et specifikt tv-program, er vi nået et langt stykke.

Jeg skrev for nylig om Twitters nye annonce-API, der kan bruges til annonceplanlægning på sociale medier. Når Facebook introducerer deres egen version af hashtagget, gælder den samme model: Vælg et tv-program, vælg en målgruppe, angiv en tidsperiode, og køb nogle annoncer.

Det her kommer ikke til at ske i morgen. Facebook har en milliard brugere, og de skal vænnes til ændringer gradvist og kontrolleret.

Det nye News Feed er allerede på vej, og snart er hashtags på Facebook (og de tilhørende annoncer) kun et enkelt klik væk.

---

Denne gæsteblog er skrevet af James Whatley, der er Head of Social Media hos Ogilvy Soho Square i London. Blogposten blev også bragt på Social@ogilvy´s blog den 14. marts.  
 

Kommentarer
Endnu ingen kommentarer. Vær den første.