Reinholdt Schultz

Reinholdt Schultz

Adm. direktør & Partner
Telefon: +45 2672 8072
Email: rs@mannov.dk

En påskehilsen til landets skoler og daginstitutioner

Apr 08, 2020 Skrevet af Reinholdt Schultz
Tags: krisekommunikation , kommunikation , ledelse , forandringskommunikation

Mannov vil gerne sende de varmeste påskehilsner til alle ledere og medarbejdere på skoler og daginstitutioner landet over. De har fået forårets og påskens sværeste opgave, der skal løses henover en meget kort periode – en tid, der i flere henseender er hellig for mange.

Skole-genstart – paradoksernes paradis

Daginstitutioner og skoler står lige nu i en vanskelig situation, hvor de på den ene side skal leve op til Sundhedsmyndighedernes retningslinjer, og på den anden side skal genskabe det fællesskab, som langt de fleste børn har savnet i de seneste uger.

Sundhedsmyndighederne og Undervisningsministeren har bl.a. dikteret, at børn i skolerne skal sidde med to meters afstand, men samtidig skal det meste af børnenes skoledag foregå udenfor. Det er mange år siden, jeg selv har gået i skole, men jeg har selv været skolelærer og er lige nu forælder til tre børn i skolealderen. Jeg har meget svært ved at se, hvordan man kan bede børn om at lege disciplineret i skolegården hele dagen, og sådan bliver det nok heller ikke i praksis – for som Kåre Mølbak fra Statens Seruminstitut siger, så regner man med, at børn er børn.

Den kommende tid kommer for alle medarbejdere på institutioner og skoler til at rumme et hav af paradokser og nye situationer. Det kan skabe konflikter og kritik, der ikke fører noget positivt med sig. Lige præcis den slags situationer med krisepotentiale har været en stor del af omdrejningspunktet for Mannovs arbejde, siden vi blev etableret i 1975.

Vi vil ikke gøre os kloge på, hvordan man driver ledelse i daginstitutioner og skoler, men jeg har nedenfor samlet nogle få gode råd, som bygger på vores mere end 40 års erfaring med håndtering af forandringer, kriser og konflikter.

Fire gode råd om krise- og forandringskommunikation til skoler og daginstitutione
r

1. Bevar styringen – kommunikér, hvad du gør
Lederne på landets daginstitutioner og skoler har sikkert allerede modtaget utallige opringninger og e-mails fra forældre, som gerne vil vide, hvordan hverdagen ser ud for deres børn efter den 15. april. Det er umuligt at have et klart svar til alle på nuværende tidspunkt. Men det er som hovedregel en god ide at kommunikere, hvor man står i processen, og hvad man arbejder med lige nu og her. Man kan sige, at det generelt er bedre selv at dele ud af informationen, end at der i eksempelvis forældregruppen eller medarbejdergruppen opstår spekulationer og diskussioner, som man bagefter så at sige skal brandslukke.

Så derfor: Kommunikér, at I er i fuld gang, så vil langt de fleste af os forældre læne os tilbage og vente på mere proaktiv information.

2. Erkend præmissen og vær positiv

Grundlæggende er skole- og institutionslederne sat på en ”umulig opgave”, hvor man skal leve op til nogle krav, som alle ved ikke kan lade sig gøre i praksis. Man skal skabe rammerne for en skoledag, men reelt bliver der jo tale om nødundervisning – eller snarere nødpasning af vores børn.

Det gode råd i den sammenhæng er, at man over for medarbejdere og forældre erkender præmissen og er ærlig omkring de forhold og begrænsninger, der vil besværliggøre arbejdet. Og så skal man forholde sig positivt til opgaven (”vi har fået en bunden opgave, og den løser vi selvfølgelig, selvom… Men først og fremmest glæder vi os til at møde jeres børn igen og skabe rammerne for, at de igen kan være en del af det gode fællesskab på vores skole”).

Så derfor: Vær positiv i din kommunikation. Så vil både medarbejdere, forældre og børn have lettere ved at være positive over for de store forandringer.

3. Anerkend usikkerheden og tvivlen

En situation som den, vi står i under coronakrisen, er præget af masser af tvivl og usikkerhed. Det er vigtigt som leder at anerkende den usikkerhed, der er hos medarbejdere, forældre og børn, som står i en helt ny og ukendt situation. Man kan kun arbejde konstruktivt med usikkerheden og tvivlen, hvis man åbent anerkender den. I den sammenhæng er det en god ide IKKE at følge anerkendelsen op med meget håndfaste retningslinjer. Man må gerne sætte en retning, men undgå skrappe regler.

Vi har alle i løbet af det seneste døgn fået at vide, at hvis ikke vi sender vores børn i skole, så får de registreret fravær. Det skal en undervisningsminister måske sige – men det viser ikke meget forståelse for den usikkerhed, der kan være. Jeg er sikker på, at man på mere lokalt plan vil være mere pragmatisk og fokusere på at få tingene til at glide og skabe en sjov og tryg dag i fællesskabet for alle børn.

Så derfor: Vær ikke bange for at dele din egen usikkerhed, men sæt en klar retning for, hvordan I arbejder, og hvordan vi sammen kan komme videre.

4. Der er kun ét hold
I alle de kriser, jeg har siddet i, som har handlet om en konflikt mellem to parter, har et af de vigtigste råd altid været, at man skal forsøge at spille på samme hold/sidde på samme side af bordet som modparten. Så længe der ikke er en åbenlys konflikt, er der rum for at skabe og samskabe. Derfor bør ledere på skoler og institutioner appellere til, at man løser denne ekstraordinære situation sammen – skole, medarbejdere, forældre og børn. Hvis man kan opnå det, at alle spiller på samme hold, så skal det hele nok gå, og måske kommer der ovenikøbet et styrket sammenhold ud af det.

Så derfor: Tænk over retorikken i al jeres kommunikation. Brug hellere ”vi” og ”os” end ”I” og ”jer” – og italesæt alle opgaver som fælles udfordringer.

Vi har i Danmark i de seneste uger vist, at vi står sammen, når det gælder. Mange har tabt, og nogle har tabt meget, men vi har trods alt fået nogenlunde styr på coronasituationen. Nu skal vi tilbage til en lidt mere almindelig hverdag. Det glæder de fleste sig vist til. Men hvis det skal lykkes, skal vi fortsat stå sammen, og i de kommende uger håber jeg oprigtigt, at alle vil stå sammen om at bakke op om arbejdet, der foregår på landets daginstitutioner og skoler. Det fortjener medarbejdere og ledere, og det har de brug for – hver og én.

Glædelig påske til jer alle – også de, der ekstraordinært er kommet på arbejde i helligdagene.

De bedste hilsner

Reinholdt Schultz
CEO & partner, Mannov A/S

 

Næste
Kommentarer
Endnu ingen kommentarer. Vær den første.