Kim Ege Møller

Kim Ege Møller

Chefkonsulent for Corporate Communication
Telefon: +45 2715 7098
Email: kem@mannov.dk

Kun en tåbe frygter ikke dyrevenner

feb 12, 2013 Skrevet af Kim Ege Møller
Tags: sociale medier , krisekommunikation

Når dyrevenner overfalder Stings Facebook-side, fordi han skal spille koncert i Tivoli, og når danskerne går amok over hunden Thor, så viser det to ting. At interessen for dyrevelfærd er enorm – og naiv.

Få timer efter at Tivoli i sidste uge kunne præsentere verdensnavnet Sting til sommerens Fredagsrock, blev Stings Facebook-side overfaldet af danske dyreaktivister, der prøvede at skræmme Sting fra at give koncert på plænen i Tivoli. Tivoli er nemlig om vinteren sponseret af Kopenhagen Fur. 

Det er ikke sådan ligetil at se sammenhængen mellem Stings koncert i Tivoli og de danske minkfarme. Men dyreaktivisternes logik er noget i retning af, at Sting bliver betalt af Tivoli, der - godt nok kun om vinteren – er sponseret af Kopenhagen Fur, der aftager skindene fra de mink, som dyreaktivisterne mener bliver mishandlet på de danske minkfarme. Det hænger ikke helt sammen, men det betyder mindre.

At det par hundreder dyreaktivister er modstandere af pelsdyravl, er fair nok. Og det er ikke de 150, der skriver kommentarer på Stings Facebook-side, der er problemet. Problemet er heller ikke de mange tusinde medlemmer i de gode dyreværnsforeninger. Problemet opstår, når den viden, de bygger deres modstand på, ofte er forankret i uvidenhed og manglende dokumentation, og når modstanden mod pelsreduktionen slet ikke handler om dyrevelfærd, men om politik. Mange dyreaktivister ser minkpelsene som et symbol på en klasseforskel. Der er en grund til, at modstanden mod moderne konventionel svine-, kyllinge- eller kalveproduktion er til at overskue – mens modstanden mod minkproduktion er massiv.

Holland forbyder pelsdyravl

Men dem om det – så længe de holder sig til lovlige og demokratiske midler, er deres modstand rimelig nok – det er deres kamp. Det der ikke er fair, er den lille rabiate gruppe, der begår selvtægt og foretager ulovlige angreb på fx minkfarme. Og det, der er virkeligt skandaløst, er de medier, der ukritisk fortæller historierne og bringer billederne. Det er nemlig de medier, der alene holder liv i de rabiate dyreaktivister og dermed stiller de almindelige dyrevenner og aktivister i et ualmindeligt dårligt lys.

For dyr og dyrevelfærd er blevet virkeligt godt nyheds- og underholdningsstof. Man så det, da hunden Thor fik massiv omtale, efter at den først havde skambidt en anden hund, derpå interneret og senere var blevet bortført af en politibetjent. Medierne – også de seriøse – dækkede det, som var det et gidseldrama i Mellemøsten, og Facebook, Twitter og de øvrige sociale medier blev overstrømmet af en debat om for eller imod Thor. Selv ikke regeringens kommende forslag til en reform af SU-systemet har kunnet få danskerne så meget op af stolen som Thor.

Kopenhagen Fur og pelsdyrbranchen har selv et stort ansvar for, at modstanden mod branchen både er massiv, rabiat og politisk. Først for et par år siden begyndte branchen langsomt at åbne sig mod sin omverden og invitere danskerne til ved selvsyn at se, at der er en klar sammenhæng mellem, hvor godt dyrene har det og kvaliteten i de skind, der bliver solgt. Men indsatsen kom for sent og for svagt – og risikoen for, at pelsdyrbranchen havner i samme problemer som i Holland, der har valgt stoppe al pelsdyrproduktion i 2024, er også til stede i Danmark. Foreløbig er det kun Enhedslisten, nogle SF’ere og socialdemokrater, der vil stoppe pelsdyrproduktionen – men hvis ikke pelsdyrbranchen kommer i ægte dialog med såvel aktivister, som dyrevenner og resten af de dyreinteresserede danskere, så er risikoen for branchen enorm.
 

Kommentarer
Endnu ingen kommentarer. Vær den første.