Ebbe Kristensen

Ebbe Kristensen

Senior Advisor & partner
Telefon: +45 2965 0884
Email: ek@mannov.dk

Økologi og kvalitet fjerner prisfokus

feb 23, 2016 Skrevet af Ebbe Kristensen
Tags: fødevarer

En jævn strøm af analyser sætter løbende fokus på prisens og andre parametres betydning for fødevarevalget både på BtC og BtB markedet. En overskrift i en ”økonomisk analyse” fra Landbrug og Fødevarer 2. februar var ”Pris betyder mindre for danskernes fødevarevalg”. I 2015 angav 19 % at prisen betød mest mod 27 % i 2011. ”Økologi” og ”Dansk produceret” er steget i præference, men stadig er prisen altså parameter nr.1. Man kan naturligvis krydre det med lidt sarkasme og fremhæve, at ét er, hvad folk svarer politisk korrekt i undersøgelser, og noget andet er adfærden i virkeligheden. Tendensen må dog siges at være sikker nok – og selvom nyhedsværdien er moderat, har den givet en del omtale, da artikler der indledes med ”undersøgelse viser, at….” fortsat er godt stof næsten uanset branche.

Food service: Kvalitet vigtigere end pris
Undersøgelsen er også relevant i forhold til en anden ny undersøgelse på food service-området (kantiner, storkøkkener, hoteller, konferencecentre), som 4B Research har lavet. Her viser det sig, at kvalitet (= fødevaresikkerhed i høj grad) vægtes højest; 35 % af de adspurgte angiver dette. 21 % mener, at det vigtigste er lave priser. Med fare for en overdreven forenkling kan man sige, at en række mediesager om manglende fødevaresikkerhed og kvalitet nok har skubbet til denne holdning. Undersøgelsen viser i øvrigt også meget stor købsloyalitet på food service, idet 74 % har benyttet den samme hovedleverandør gennem årene.  

Tryghed, tillid og overskrifter
Tryghed og tillid kan derfor nok siges at være fællesnævneren for de to – og andre – undersøgelser. Og det opnår fødevarevirksomhederne også ved at sætte point ind på imagekontoen i fredstid og fortælle alle relevante interessenter om indsatsen. Kommunikation om sikker kvalitet er måske ikke det, der rydder forsider. Men det kan være med til at hindre, at man kommer på forsiden den dag, man ikke har lyst til det.
 

Kommentarer
Endnu ingen kommentarer. Vær den første.